Store udfordringer venter Ruslands nye landstræner

Ruslands landshold her før en kvalifikationskamp i EM 2016 mod Østrig Foto: Steindy

Ruslands landshold her før en kvalifikationskamp i EM 2016 mod Østrig Foto: Steindy

Ruslands nye fodboldlandstræner Stanislav Cherchesov står foran en stor opgave, når han skal genvinde befolkningens tillid til det skandaleramte landshold.

Af Toke Møller Theilade

Efter flere ugers ventetid fyldt med spekulationer og medierygter kunne Ruslands sportsminister og præsiden for Den russiske fodboldunion (RFU) Vitaly Mutko i sidste endelig præsentere landsholdets nye landstræner. Valget faldt på 52-årige Stanislav Cherchesov, der i sidste sæson førte Legia Warszawa til det polske mesterskab samt pokaltitel og tidligere har spillet 49 landskampe for Rusland og Sovjetunionen som målmand. Cherchesov har skrevet under på en to-årig kontrakt. Forventningerne til osseteren Cherchesov, der blev valgt foran rivalerne Kurban Berdyev, Sergey Semak og Aleksandr Borodyuk, som alle havde møder med Mutko, er enorme på trods af fiaskoen ved EM i Frankrig tidligere på sommeren.

”Det primære mål artikuleret af RFU præsident Vitaly Mutko er at nå semifinalerne ved VM i 2018,” udtalte Igor Lebedev, der er medlem af forbundets forretningsudvalg og medlem af det russiske parlament til TASS. ”Men Cherchesov har selv udtrykt, at han vil nå finalen,” fortsatte han.

Siden Sovjetunionens fald er Rusland kun gået videre fra gruppespillet ved internationale turneringer én gang. Dette skete ved EM i 2008, hvor landet nåede semifinalerne. Sidenhen er de røget ud efter gruppespillet ved EM i 2012, VM i 2014 og altså EM i år. For at opnå de ambitiøse mål har Mutko givet Cherchesov stor indflydelse på landets langsigtede fodboldudviklings projekter.

”Holdets cheftræner bør være ham, der fører opsyn med udviklingen af fodbolden på landsplan samt dets institutioner,” udtalte Mutko efter ansættelsen blev officiel. ”Cherchesov vil også være formand for Træner rådet og Den tekniske komité.” Den tekniske komité er den ekspertkomité, der overser det russiske landshold. Den blev tidligere ledet er RFUs vicepræsident Nikita Simonyan.

I mellem Rusland og succes ved VM i 2018 står der dog en lang række store udfordringer, som Cherchesov skal have løst hurtigst muligt.

Den vigtigste opgave for den nyansatte træner er at genvinde befolkningens kærlighed. Støtten til det russiske landshold er rekord lav, og efter det skuffende EM, og landsholdsstjernerne Aleksandr Kokorin og Pavel Mamaevs famøse champagnefest i Monte Carlo, skrev mere end 950.000 under på en online underskriftindsamling adresseret til Mutko, Dmitry Medvedev og Vladimir Putin, der krævede reformer i russisk fodbold samt, en opløsning af det nuværende russiske landshold.

For at gøre tingene værre, så har landsholdet i mange år efterhånden spillet kedeligt og uinspirerende fodbold, hvilket, kombineret med de russiske spilleres høje lønninger som følge af en udlændingegrænse i den bedste række, er gået udover støtten til landsholdet, der især bliver anklaget for at være forkælet.

Cherchesovs anden store udfordring er, at han skal forynge holdet. Efter EM gik den nu tidligere anfører Roman Shirokov på pension, og flere af Ruslands nøglespillere er på den forkerte side af de 30 år. I centerforsvaret finder man for eksempel de 34-årige tvillinger Aleksey og Vasiliy Berezutskiy, der bliver parret op med 37-årige Sergei Ignashevich, hvilket altså betyder, at Cherchesov skal til at skabe en ny rygrad på holdet.

Adspurgt om, hvad Rusland skulle gøre uden trioen, der har været en del af landsholdet i mere end et årti udtalte Mutko: ”I september tror jeg at vi vil set et genopbygget hold. De nye drenge kan være et niveau under [de nuværende spillere], men med en enorm lyst til at spille for deres land.”

På trods af de mange udfordringer skal man dog ikke forvente at Cherchesovs ansættelse vil betyde drastiske ændringer. ”Drastiske ændringer er en revolution, og historien har vist, at revolutioner ikke medfører positive resultater,” sagde træneren for nyligt til RT. ”Jeg vil snakke med alle, der kan hjælpe mig i denne situation, og så kan vi tage de nødvendige skridt.”

Ser man nærmere på Cherchesovs CV, så er der dog ikke meget, der hentyder til, at han ville være i stand til at lave en revolution, om han så ville. Siden han begyndte sin trænerkarriere i 2004, har han trænet otte forskellige klubber med blandet succes. Han har vist sig at være bedst i mindre klubber, hvilket bevises af hans gode resultater hos Terek Grosnij og Amkar Perm, hvor hans defensive og pragmatiske tilgang til spillet gjorde dem til svære hold at møde. Han faldt dog i gennem i storklubberne Spartak og Dinamo Moskva, hvor han på trods af store ressourcer, aldrig formåede at leve op til fansenes forventninger.

Cherchesovs første opgave som russisk landstræner bliver en venskabskamp imod Tyrkiet senere på måneden, hvor han skal overbevise Ruslands mange fodboldfans om, at hans spillere er værd at støtte.

 

Share This