Zelenski’s kamp mod oligarkerne fortsætter, også efter den russiske invasion af Ukraine

Volodymyr Zelenskij Foto- Mykhaylo Markiv : The Presidential Administration of Ukraine

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Med den russiske invasion af Ukraine er Zelensky’s kamp mod oligarkerne fortsat i gang, men på en noget anderledes måde. Over de sidste måneder har Zelensky på skift forsøgt at få bekæmpet tidligere præsident Petro Porosjenko, Ihor Kolomoiski, der støttede ham under valgkampen, og Viktor Medvedtjuk, lederen af det pro-russiske parti ”Oppositionsplatformen-For Liv”.

Medvedtjuk havde siden maj 2021 været i husarrest, men lige efter den russiske invasion flygtede han fra arresten og forsøgte efter alt at dømme at flygte til Transdniestr; og, hvis det var lykkedes, derefter at flyve til Moskva. Flugten mislykkedes, han blev fanget af de ukrainske sikkerhedsstyrker (SBU). Han prøvede herefter at få en fangeudveksling forhandlet på plads, som ville gøre det muligt for ham at rejse ud af Ukraine. Den lykkedes ikke. Rusland henviste til, at Medvedchuk ikke er russiske statsborger.

I 1990erne havde Medvedtjuk været chef for daværende præsident Leonid Kutjma’s kancelli. Han har over årene haft gode kontakter til Kreml. Efter annekteringen af Krim kom han på USA’s sanktionsliste. Han var medstifter af Oppositionsplatformen For Liv, som har ønsket forhandlinger med Rusland. Ikke desto mindre havde han også kontakter til daværende præsident Petro Porosjenko i forbindelse med forhandlingerne med separatisterne i Østukraine. ”Forståelsen” kunne ikke fortsætte under Zelensky´s præsidentskab. I 2021 lukkede Zelensky de prorussiske TV kanaler 112, ZiK og NewsOne, som hørte til Taras Kozak, der havde tætte relationer til Medvedtjuk. Herefter blev Medvedtjuk bragt i husarrest anklaget for forræderi mod den ukrainske stat. Hans parlamentariske immunitet blev ophævet.

Zelensky´s forhold til Ihor Kolomoiski har været mere ”blandet”. Zelensky er blevet kaldt et barn af Kolomoiski. Begge stammede fra Dniepropetrovsk området i det sydlige Ukraine, og begge har jødiske russisk-talende forældre. Sine talkshows holdt Zelensky på TV 1+1 tilhørende Kolomoiski. Kolomoiski støttede Zelensky under præsidentvalgkampen i 2019. Hans forhold til den siddende præsident Petro Porosjenko var mildt sagt dårligt, så det var en hævnakt. Med tiden lagde Zelensky en vis afstand til Kolomoiski.

I 2014 og i årene efter stod Kolomoiski klart på Kievs side under kampene i Donbas og støttede frivillige bataljoner, bl.a.. via penge betalt fra hans bank (”Privatbank”). Senere blev Kolomoiski stærk kritisk over for Vestens politik over for Ukraine. Han ændrede kurs og arbejdede nu for fred. De fleste ukrainere ønsker fred og et godt liv, ikke krig, erklærede han. Han kritiserede USA for at fremme krigen i Ukraine lige til drabet på den sidste ukrainske soldat og oven i købet uden at yde den nødvendige støtte. Han mente, at Vestens støtte til Ukraine generelt var utilstrækkelig. Ukraines forhold til Rusland burde derfor være bedre. Ikke overraskende kom han på USA’s sanktionsliste. Efter den russiske invasion 24. februar 2024 forblev han i Ukraine, men ikke af patriotiske årsager. Han prøvede at isolere sig i sin residens i det vestlige Ukraine og er blevet set i en synagoge. Han frygtede tydeligvis at blive udleveret til retsforfølgelse i USA, måske derfor har forholdt sig tavst under krigen.

Porosjenko, også kaldt ”chokoladekonge”, stod straks efter den russiske invasion frem i vestlige medier iført militær uniform og med et kalashnikov gevær på armen. Han har i flere år været med til at finansiere hovedstadens Kievs territoriale forsvar. Efter nederlaget ved præsidentvalget i 2019 oprettede han partiet Europæisk Solidaritet. Han udtrykte sig før den russiske invasion kritisk om Vestens, herunder Johnsons og Macrons efter hans mening for lave opbakning til Ukraine. Hans forhold til Zelensky har været yderst anspændt.

Uden den russiske invasion ville vi have haft åben krig mellem den nuværende og den tidligere præsident, måske en retssag mod Porosjenko. Europæisk Solidaritet voksede i meningsmålingerne i takt med, at opbakningen til Zelensky faldt. Porosjenko kunne være en trussel mod Zelensky´s genvalg som præsident.      

Share This