Willy Brandts ”Kniefalle” for 50 år siden

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den 7. december 1970 aflagde Vesttysklands kanzler Willy Brandt et kort besøg i Warszawa. Her besøgte han blandt andet stedet for den jødiske ghetto og knælede til alles overraskelse ved mindesmærket på polsk ”Pomnik Bohaterów Getta”. Det skriver Adam Krzeminski i en spændende analyse i det polske ”Polityka” (49.2020).

Dette ”Kniefalle”, som det kaldes på tysk, fik stor betydning, blev et symbol på Brandts nye Ostpolitik. Polens vestgrænse, Oder-Neisse linjen blev anerkendt. Det havde – og har stadig – stor betydning for Polen. Oder-Neisse var i Potsdam aftalerne fra 1945 kun fastlagt som en midlertidig grænse. Men Brands knæfald blev også mødt med skepsis. Ikke alle i Tyskland var på det tidspunkt indstillet på helt at give afkald på de gamle tyske områder mod øst.

De kommunistiske magthavere i Polen så meget nødigt, at Willy Brandt og Vesttyskland vandt popularitet. I 1965 havde polske gejstlige lagt op til forsoning i et brev til kollegaerne i Vesttyskland. Kommunisterne brugte i høj grad det ”tyske kort”, faren for tysk revisionisme, for at legitimere styret og fastholde magten. Gomulka var presset på hjemmefronten, senere i december 1970 blev han endda væltet som følge af et oprør i Østersøbyerne.

For Willy Brandt var knæfaldet også et forsonende gestus over for Israel. Hans forgænger, Kurt Georg Kiesinger blev stillet til regnskab for sin nazistiske fortid. Et forbedret tysk-israelsk forhold var heller ikke noget, der bekom Polens daværende leder Wladislaw Gomulka vel. I marts 1968, blot to år før, havde han slået hårdt ned på et ungdoms oprør og her, under dæknavnet ”antizionisme”, brugt antisemitisk retorik. Et stort antal polske jøder forlod landet.

Knæfaldet blev starten på en stribe andre ”knæfald” og undskyldninger for fortidens forbrydelser. Gorbatov gjorde det over for Katyn-massakren, massemordene på polske officerer i begyndelsen af 2. verdenskrig, Litauen beklagede litauiske militsers bidrag til jødeudryddelserne, Frankrig at Vichy regimet havde understøttet udleveringen af jøder til tyskerne, og Polens præsident Kwasniewski undskyldte pogromer mod jøder, bl.a. i Jedwabne, og i 2009, i forbindelse med mindehøjtideligheden for 60-året i 2009 for udbruddet af 2. verdenskrig, fordømte Vladimir Putin Hitler-Stalin-pagten.

I 1994 gentog det genforenede Tysklands præsident Roman Herzog Willy Brandts handling og nedlagde en krans ved det nye mindesmærke for Warszawaopstanden.  I dag, med den ny ”kolde krig” har forsoning og undskyldninger for tidligere forbrydelser fået dårlige vilkår. Det oplever vi på Balkan, i forholdet mellem Polen og Ukraine og i Ungarns forhold til Rumænien, blot for at tage få eksempler. Højre-nationalismen præger fortolkningen af historien. Historiepolitik er en vigtig del af identitet-politik. Det er i mange lande svært for historikere at drive redelige kildestudier. Det er blevet et risikabelt erhverv.