Vilnius omdanner lufthavnen til drive-in-bio

Lufthavn Vilnius Foto- Kaihsu Tai

Af Michael Skovgaard

Litauen: Lidt kreativ opfindsomhed her under corona-krisen. Hovedstaden Vilnius har omdannet byens internationale lufthavn til en kæmpe biograf.

Organisator Algirdas Ramaska fra Vilnius Internationale Filmfestival (IFF) sagde til AFP, at man hermed vil tilbyde biografgængere en helt ny oplevelse. Siden da er hundredvis af filmfans strømmet til lufthavnen for at se film i storformat, mens man sidder i bilen.

Ifølge Ramaska var det en længe næret drøm at vise film på storskærm i lufthavnen, og nu blev den endelig til virkelighed, da alle flyvninger har været afblæst, og alle biografer har været lukket i Litauen siden midten af marts.

Litauen er blandt de EU-lande, som først har lempet corona-restriktionerne. Siden mandag har butikker igen være åbne i lighed med restauranter med servering i fri luft, museer, biblioteker og frisørsaloner.

Det lille baltiske land har cirka 2,8 millioner indbyggere. Indtil videre har man registreret 1375 corona-smittede og 45 døde.

Share This