Vildt valgresultat i tysk delstat

Landtag i Sachsen Anhalt Foto: Sachsen Foto- Ralf Roletschek

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Weekendens valg i delstaten Sachsen-Anhalt bød på en gevaldig overraskelse, som trodsede alle meningsmålinger og forudsigelser.

Før valget i den lille tyske delstat havde flere målinger spået dødt løb mellem AfD og CDU. Flere målinger havde sågar vist, at AfD ville nå over 30 procent og dermed overhale CDU.

Virkeligheden på valgnatten viste sig at være en anden. CDU/CSU og den siddende minsterpræsident Reiner Haseloff (CDU) endte med godt 37 procent af stemmerne, mens AfD måtte nøjes med godt 20 procent.

Senere analyser af vælgervandringer viser en overraskende tendens. Venstrefløjspartiet Die Linkes vælgere vandrede til højre og stemte på CDU for at forhindre, at AfD blev største parti. Og flere AfD-vælgere vandrede også mod CDU i en erkendelse af, at AfD ikke ville blive en del af en kommende deltatsregering.

SPD, De Grønne og Die Linke gik tilbage, mens FDP igen kom ind i deltatsregeringen efter 10 år med 6,4 procent af stemmerne. 

Det kan betyde, at De Grønne, som hidtil var en del af koalitionen med SPD og CDU/CSU, ryger ud. Fintællingen vil vise, om CDU/CSU og SPD har et flertal. Hvis ikke, er det sandsynligt, at FDP går med i en kommende koalition.   

Delstatsvalg i Tyskland er en vigtig indikator for det endelige resultat frem mod det tyske valg i september. Således er dette valgresultat en klar støtte til CDU‘s kanslerkandidat Armin Laschet. Ifølge de seneste målinger er CDU/CSU klart foran De Grønne, som kan konstatere en klar nedtur. FDP går frem, og SPD går også en anelse frem – men det er igen kun målinger, som kan ændre sig.

Men noget tyder på, at De Grønnes himmelflugt er stoppet. Noget lignende var tilfældet for fire år siden, hvor SPD oplevede et „hype“ med Martin Schultz, som kom tilbage fra EU og blev kørt i stilling som kanslerkandidat. SPD var oppe på 30 procent i målinger dengang, men endte på 20 procent.

Hvis valget i Sachsen-Anhalt skal ses som en strømpil frem mod det kommende valg til Forbundsdagen, er det værd at notere, om AfD-vælgerne vælger samme taktik og stemmer CDU/CSU for at forhindre en mulig rød-grøn regering i erkendelse af, at AfD ikke for noget at skulle have sagt. Vælgerne som helhed i de tidligere østdelstater er klart imod en mulig rød-rød-grøn regering. Kun i storbyer som Leipzig og Dresden har De Grønne en reel bastion.

Resultatet i Sachsen-Anhalt har givet næring til spekulationer om en kommende regering bestående af de „gamle“ partier CDU/CSU, FDP og SPD og helt uden De Grønne, som indtil for nyligt nærmest var garanteret en plads i en kommende tysk regering ifølge målinger og politiske kommentatorer. Det vil i så fald blive en såkaldt „Deutschland-koalition“ med partifarverne sort-gul-rød, som svarer til det tyske flag. Her er det bemærkelsesværdigt, at fundamentalisterne hos De Grønne har forlangt, at ordet „Deutschland“ skal fjernes fra partiets officielle valgprogram.

Interessant er det også, at valget i Sachsen-Anhalt punkterede myten om, at det hovedsageligt er den ældre generation, der har oplevet DDR-tiden, som har stemt på AfD. Partiets kernevælgere er nu den yngre generation 30-40 år, som reelt ikke har oplevet DDR-tiden. I dette vælgersegment havde over 30 procent valgt at stemme på AfD.


Share This