Vil Serbiens holdning til Rusland skabe problemer for Bosnien?

Natos bombning i 1999 er fortsat synlig i Beograd. Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Serbien/Rusland: Mange serbere lægger ikke skjul på deres støtte til Rusland, selv efter invasionen af Ukraine. Det skriver ”Emerging Europe” (15.3.2022). Ja, det er endda kommet til støttedemonstrationer i hovedstaden Beograd. Demonstranterne bar russiske og serbiske flag og endda med det efterhånden så berygtede ”Z” som symbolet på invasionen af Ukraine.

Den pro-russiske orientering er traditionelt særlig stærk i Serbien, en forhindring for serbisk optagelse i EU. Mange ser den russiske invasion i Ukraine som hævn for den vestlige intervention i Kosovo og NATOs bombardementer i 1998.  En meningsmåling gennemført af Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR) fra 2021 viser, at 54 pct. af serberne stadig ser Rusland som en ”allieret”. 95 pct. ser Rusland enten som allieret eller som en ”nødvendig partner”. Kun 11 pct. betragter EU som allieret.

Serbien er ikke enestående. Pro-russiske marcher er også blevet set i Bosnien, i Republika Srpska, hvor etniske serbere udgør omkring 83 pct. af indbyggerne. Hundreder har demonstreret til fordel for Rusland i Republika Srpska’s største by, Banja Luka. Krigen i Ukraine kan meget vel forstærke de i forvejen alvorlige etniske konflikter i Bosnien. Modsat i andre dele af Europa, hvor stort set alle borgere er stærkt imod den russiske invasion, har krigen i Ukraine haft en polariserende virkning på Balkan, siger Asya Metodieva, forsker ved Prags institut for internationale relationer.

Diskussionerne mellem ”russofile” og ”russofober” oplever vi i høj grad også på de sociale medier. Ganske mange ortodokse kristne, siger hun, ser Rusland som en kulturel allieret. De russiske ambassader har ikke overraskende været særlig aktivt involveret i de sydøsteuropæiske lande. I Bulgarien har den russiske ambassade således bedt om en undskyldning fra ministerpræsident Kiril Petkov, som i en erklæring 3. marts sammenlignede krigen i Ukraine med den russisk-tyrkiske krig 1877-1878, der havde stor betydning for Bulgariens befrielse fra det osmanniske rige. Den russiske ambassade i Grækenland har henvist kristne ortodokse til at følge ganske bestemte russisk-venlige TV-kanaler. 

Share This