Ved du, hvor man kan vælge „Highway to Hell“ med AC/DC som bryllupssang?

Illustrationsfoto: Tanya K

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Et rådhus i Berlin tilbyder et udvalg af bryllupssange, hvis man ikke selv har forslag. „Highway to Hell“ med AC/DC er på listen, og det har affødt en heftig diskussion på Reddit – det skriver Berliner Zeitung.

På rådhuset i bydelen Neukölln kan man vælge ud fra en lang liste af sange, som bliver spillet før og efter en vielse. Der er 55 numre på listen lige fra Mendelssohns bryllupsmarch til „All You Need is Love“ med The Beatles. Et brudepar skal vælge to numre fra listen, medmindre de selv har en CD med udvalgte numre med.

På listen er også nummeret „Highway to Hell“ med AC/DC, og ifølge en talsmand fra rådhuset ønsker ganske mange dette nummer. En anden „upassende“ sang er „Alles aus Liebe“ med kultbandet Die Toten Hosen. Alene navnet „De Døde Bukser“ er måske ikke det mest passende til den kommende bryllupsnat, og i øvrigt handler nummeret om et selvmord som følge af ugengældt kærlighed. En præcis statistik findes ikke, men ifølge rådhuset står begge numre relativt ofte på ønskesedlen.

Avisen foreslår i spøg et par andre numre med henblik på en efterfølgende skilsmisse. „I will Survive“ med Gloria Gaynor, og „Fuck You (very much)“med Lily Allen – eller Led Zeppelin‘s „Stairway to Heaven“

Her på redaktionen hos Mr. East har vi også fundet et par „upassende“ bryllupsange. Først og fremmest U2 med „I Still Haven‘t Found, what I‘m Looking for“. Tina Turner med „What‘s Love got to do with it“ og „You can‘t always get, what you Want“ med The Rolling Stones.

Share This