Vanviddet i Hamburg eskalerer
Politiet bliver beskudt med slangebøsser af den dødbringende slags, en politihelikopter blev beskudt med en lysraket og piloten forsøgt blændet med laser. Supermarkeder smadres og plyndres, og Hamburgs borgere bliver slået og sparket og deres biler stukket i brand
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Situationen i Hamburg er tilsyneladende ude af kontrol her til aften, hvor urolighederne har forplantet sig til St. Pauli og Schanzenviertel, som er Hamburgs autonome hardcore-bydel. Politiet indrømmer, at man har undervurderet situationen, og der indkaldes forstærkning fra andre delstater.
Ifølge rygter overvejer man at indsætte hæren – det er dog blevet dementeret af indsatsledelsen i Hamburg – men nattens og morgendagens udvikling kan gøre det nødvendigt.
Her til aften er samtlige statsledere gæster under en gallaforestilling i ”Elphie”, Hamburgs nye opera- og koncerthus, som ligger ved Elben. Før forestillingen blev politiet angrebet fra vandsiden af flere aktivister.
Flere tyske medier melder, at situationen er voldsomt skærpet her kl. 23 i bydelen Schanzenviertel, som ligger tæt på messehallerne, hvor topmødet afholdes.
Urolighederne kommer i kølvandet på længere tids tiltagende vold og angreb på politiet – med det formål at dræbe – i flere bydele i Berlin, som er hjemsteder for autonome miljøer. Politiet havde frygtet en koordineret aktion i Berlin samtidig med topmødet i Hamburg, men indtil videre ser frygten ud til at være ubegrundet. Samtidig viser den seneste kriminalstatistik, at det venstreekstreme og autonome miljø nu har overhalet den højreekstreme scene, når det gælder vold, ødelæggelser, angreb på tjenestemænd i funktion og forbrydelser generelt.