Ad

USAs tilbagetrækning fra Afghanistan udfordrer Rusland og Centralasien

Grænseområderne med Afghanistan i Tadsjikistan Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: USAs og andre vestlige landes tilbagetrækning fra Afghanistan skaber ikke ubetinget glæde i Rusland og Centralasien. Det skriver Dmitri Trenin i en analyse for “Carnegie Endowmnent” (13.7.2021).

Taliban vil sikkert vinde frem, men vil næppe kunne styre alene. Usbekistan og Tadsjikistan vil grundet geografien være direkte berørt af udviklingen i Afghanistan.  Angreb herfra på baser tilhørende IS lignende ekstremistiske grupper kan ikke udelukkes. Rusland har militærbaser Tadsjikistan og Kirgisistan.

Det centrale militære hovedkvarter er i Jekaterinburg. Kazachstan har vigtig infrastruktur og militær, skulle udviklingen i Afghanistan kræve militære modsvar. Koordinationen landene imellem vil finde sted via den kollektive sikkerhedsorganisation CSTO, der består af Rusland, Kazachstan, Kirgisistan og Tadsjikistan.

Derudover findes der bilaterale aftaler med Turkmenistan, der har en lang grænse til Afghanistan. Oven i den militære del har vi den diplomatiske del. Rusland og de centralasiatiske lande skal bedst muligt undgå at komme i konflikt med Pakistan, Indien, Kina, Iran og Tyrkiet, der alle har interesser i Afghanistan.

Med Kina kan en koordination måske sikres via Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO). USA vil ikke være en partner. USA vil neddrosle indsatsen i Afghanistan og Mellemøsten generelt for at koncentrere sig om kampen mod ærkerivalen Kina. Måske opgaven i Afghanistan bliver overladt til USAs allierede, Storbritannien.