Ungarsk bank låner Marine Le Pen penge til valgkamp

Marine Le Pen Foto: Antoine Bayet

Af Michael Skovgaard

Ungarn: Den franske præsidentkandidat Marine Le Pen har haft problemer med at skaffe finansiering af valgkampen i sit hjemland. Flere medier skriver, at hun nu har fået et lån på godt 10 mio. euro i en udenlandsk bank. Og ifølge RTL skulle der være tale om en ungarsk bank. Navnet må ikke nævnes, da det skulle være et led i aftalen.

Le Pen har tidligere benyttet sig en russisk-tjekkisk bank, hvilket affødte kritik og beskyldninger om, at hun skulle være i lommen på Putin.

Aftalen med den nye bank kom i stand efter Le Pens besøg i Budapest i slutningen af 2021. En anden fransk præsidentkandidat – Eric Zemmour – har også været på besøg i Budapest. Begge repræsenterer den yderste højrefløj i Frankrig, og begge beundrer Orbán og vice versa. Det er uvist, hvilken rolle Orbán har haft i formidlingen af aftalen, og hvem der reelt kautionerer for lånet.

Den samlede ungarske opposition kritiserer aftalen og hævder, at Fidesz er ude på at svække EU og tjene Ruslands interesser. Og den spørger, hvorfor det yderste højre i Europa skal finansieres af Ungarn.  

Share This