Ungarns position hjemme og ude, den seneste vurdering

Ungarns parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Forleden offentliggjorde Gergely Gulyas, talsmand for regeringen, en oversigt over Ungarns synspunkter om de aktuelle forhold både hjemme og ude i verden. Hjemme i Ungarn er prisstigningerne det største problem. I begyndelsen af 2023 var de på over 20 pct. Målet er at få dem bragt ned under 10 pct. ved årets udgang. Særlig problematisk er prisstigningerne på fødevarer.

Internationale forhold fyldte naturligt nok meget i Gulyas’ beretning. Med indirekte henvisning til NATO generalsekretær Jens Stoltenbergs udmeldinger i Kiev erklærede Gulyas, at NATO ikke bør være direkte involveret i krigen i Ukraine. Det vil meget let kunne føre til en regulær krig med Rusland udkæmpet med atomvåben. Flere leverancer af avancerede våben vil Ukraine vil uundgåeligt forlænge krigen og de menneskelige lidelser. Ukraine skal have økonomisk støtte, men den skal ikke ødelægge den ungarske økonomi. Derfor har den ungarske regering valgt helt at standse importen af 24 forskellige landbrugsprodukter fra Ukraine. Importen var eksploderet mellem 2021 og 2022 pga. EUs handelslettelser over for Ukraine.

Den ungarske regering har ikke alene et anspændt forhold til EU, også til USA. Ambassaden i Budapest beskyldes for åbent at støtte liberale og socialistiske oppositionspartier, og det ikke kun under valgkampen sidste år. USA beskyldes også for at bedrive spionage. Ungarn har ikke glemt USAs løftebrud tilbage i 1956, under folkeopstanden. Her vejede Suez krisen og det amerikanske præsidentvalg højere end hensynet til det ungarske folk.

Gulyas udtalte også, at tidspunktet for ungarsk ratifikation af Sveriges medlemskab af NATO stadig er uvis. De politiske udmeldinger fra den svenske regering er fortsat problematiske. Ungarn mener, ikke uventet, at korruptionssagerne i EU svækker argumenterne for fortsat at føre sanktionskrig mod Ungarn, angiveligt pga. korruption og misforhold inden for retssystemet.

Ungarns forhold til Frankrig er ikke for godt, men den ungarske regering roser Macrons udmeldinger om at frigøre sig fra USA i politikken over for Kina, kalder det et “modigt skridt”. Ungarn fører som bekendt en Kina politik, der er meget anderledes end USAs. Regeringstalsmanden kommenterede også spørgsmålet om hvem der skal afløse Stoltenberg som NATO nye generalsekretær. Konkret drejede det sig om Ursula von der Leyen som også er inde i billedet. Her forholder Ungarn sig indtil videre tavst.

Ungarn fører ikke sådan som Polen en anti-tysk politik. Men i spørgsmål relateret til sanktioner rettet mod Ungarn og andre lande i det ny Europa har von der Leyen, set fra Budapest, optrådt som høg og har derfor været medansvarlig for det nye jerntæppe ned gennem Europa.

Share This