Ungarn færdiggør rørledning til gas fra Aserbajdsjan

Nabucco rørledning Foto: Nabucco Gas Pipeline

Af Michael Skovgaard  

Ungarn/Aserbajdsjan: Tirsdag oplyste den ungarske udenrigsminister Péter Szjijjártó, at landet vil færdiggøre den sidste etape af rørledningen, så landet kan modtage gas fra Aserbajdsjan – det skriver mediet „Hungary Today“.

Udenrigsministeren erklærede, at sikre leverancer af gas er nødvendige for landets sikkerhed, og han slog samtidig fast, at Ungarn stræber efter et bredt spektrum af forsyningsmuligheder. Den sydlige gaskorridor skal gøres færdig snarest muligt. Den serbiske del mellem Ungarn og Bulgarien er færdig, og nu mangler man blot forbindelsen mellem Bulgarien og Grækenland.

Desuden har Ungarn indgået en aftale med Turkmenistan om yderligere gasleverancer gennem rørledningen. Det store gasfelt Schiraq-Gunashli under Det Kaspiske Hav er det største i Aserbajdsjan, og lige netop her er Ungarn den vigtigste centraleuropæiske investor i projektet i form af det ungarske olie- og gasselskab MOL.

Dermed vælger Ungarn en anden kurs end Polen, som satser på atomkraft og flydende gas fra USA. Og landet melder sig også ud af Nord Stream 2-konflikten mellem EU og Rusland. Tyskland holder fast i gennemførelsen af NS 2 på trods af Europa-parlamentets krav om et stop. Men måske kan realiseringen af den sydlige gaskorridor vende op og ned på den nuværende spændte situation mellem Rusland og EU.

Share This