Ulovlige børneægteskaber i fremgang i Tyskland

Illustrationsfoto: Pixabay

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Ulovlige tvangsægteskaber bliver i stor stil indgået i Tyskland. Men myndighederne ved ikke, at det er forbudt og har ikke ressourcer til at efterprøve alle sager.

Egentlig vil de bare gerne være børn, men de har intet valg. I Tyskland lever hundredvis af børn i tvungne arrangerede ægteskaber, som er påtvunget af forældrene. Der bliver ikke gjort noget ved det, da myndighederne ikke kan overskue det. Det skriver nyhedsmediet „Focus“.

Aylin (navn ændret) var en dygtig elev i skolen og havde veninder og interesser. Pludselig forsvandt den 16-årige pige fra sin mobil og de sociale medier. Hendes lærer havde en mistanke, som desværre blev bekræftet. Aylin var offer for et tvangsægteskab, arrangeret af hendes strengt religiøse forældre.

Læreren kontaktede de sociale myndigheder og gjorde alt, indtil hun på de sociale medier kunne se et foto af 16-årige Aylin på Facebook iført brudekjole og en mand ved sin side.

Monika Michell er medlem af organisationen „Terres des Femmes“, som kæmper mod tvangsægteskaber og muslimske æresbegreber. Ifølge hende er det ikke et enkeltstående tilfælde. Hver uge bliver mindst et arrangeret og ulovligt ægteskab med en mindreårig indgået.

Rent faktisk er der en tysk lov, ifølge hvilken man ikke kan indgå ægteskab, hvis man er under 18, og dermed er tvangsægteskaber i praksis ugyldige.

Men ifølge Monika Michell ved myndighederne ikke, at loven findes, og derfor bliver den ikke håndhævet. Resultatet er, at 813 ulovlige ægteskaber er blevet indgået siden 2017, men kun 10 er blevet anmeldt.

„Terres des Femmes“ går dog ud fra, at tallet er væsentligt højere, da mange ægteskaber bliver arrangeret under myndighedernes radar. Og desuden fører de enkelte delstater ikke statistikker over problemet.

Share This