Ukrainerne i Polen, lader de sig integrere?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Ukraine: Siden 2. verdenskrig, efter Holocaust og uddrivelsen af tyskere og ukrainere, har Polen været en monoetnisk stat. For især højre-nationale er det vigtigt, at Polen forbliver etnisk homogent. Den problematik behandles på interessantvis i en artikel i det højre-nationale polske ugeskrift ”do Rzeczy” (18.2021).

Det største problem, skriver Maciej Pieczynski, er helt klart det ukrainske mindretal. Antallet af ukrainere, der har boet i Polen flere generationer og har polsk statsborgerskab, er ikke stort, på 39.000. Men antallet af immigranter uden polsk statsborgerskab er langt større. Iflg. de officielle tal er 262.336 ukrainere i besiddelse af de dokumenter, der giver dem ret til at arbejde i Polen. Men det reelle antal er langt større, iflg. nogle beregninger måske helt oppe på 2 mio. Under alle omstændigheder udgør ukrainerne over halvdelen af udlændige i Polen.

De er typisk i Polen for at tjene penge og kun i en kort periode. De fleste er ret unge, under 40 år. En del har søgt om at få ret til længere ophold. Skaber det store antal ukrainere problemer? Herom er meningerne delte. Mange er af den opfattelse, at ukrainere ret let lader sig integrere, men har langt svære ved at blive assimileret. Frygten, mest blandt højre-nationale, er at deres holdninger præges af de historiske traumer, og at de derfor forfalder til dyrkelse af Stepan Bandera, der i nationalistiske kredse i Ukraine betragtes som en frihedshelt, men i Polen forbindes massemord på polakker i Wolyn området under 2. verdenskrig.

Et nyt Wolyn får vi ikke, men der er alligevel grund til bekymring, siges det. Fra ukrainsk side henvises der især til uddrivelsen af ukrainere fra Polen efter krigen (”Wisla aktionen”), men fra polsk side afvises at Wolyn og Wisla kan betragtes symmetrisk, antallet af dræbte polakker er klart det højeste. Det er endnu ikke lykkedes at få bygget bro over de historiske meningsforskelle.

Det ukrainske mindretal er organiseret i ”Sammenslutningen af Ukrainere i Polen” (”Zwiazek Ukrainców w Polsce”). Piotr Tyma har været foreningens leder gennem mange år. Der findes også en del ukrainske sammenslutninger lokalt. Ukrainere der har boet i flere generationer i Polen har, siges det i artiklen, typisk en stærk følelse af en særlig status (”odrebnosc”). De dyrker martyrerne fra uddrivelsen af ukrainere i 1947 (”Wisla”).

I 2017 ophørte den polske regering at yde støtte til de politiske markeringer omkring årsdagen i form af marcher og mindehøjtideligheder. En del fra ledelsen af sammenslutningen af ukrainere har valgt at støtte ikke-højre partier i Polen, først Frihedsunionen (UW) og senere Borgerplatformen (PO). Genvalget af Andrzej Duda som præsident blev ikke hilst velkommen. Kaczynski’s Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er hovedfjenden.

De historiske spændinger er også observeret på højeste politiske niveau. Da Petro Porosjenko i 2018 i egenskab af præsident i Ukraine deltog i mindehøjtideligheder og betegnede overgrebene på ukrainere i Polen ”en forbrydelse mod menneskeheden”. Under et af sine få besøg i Ukraine markerede Andrzej Duda udryddelsen af polakker med blomsterlægning ved mindemærker herfor.

Spørgsmålet er, om forholdet mellem polakker og ukrainere forbliver anspændt, måske endnu mere konfrontatorisk. Integration har i hvert fald ikke indtil nu været ensbetydende med assimilation, siges det. Den polske regering har heller ikke noget program for ”polonisering” af immigranter. En del lærer godt nok polsk, men mest for at få varigt arbejde. 40 pct. af de polske ukrainere er græsk-katolske (”uniate”), men kun 19 pct. ortodokse. Efter Maidan og annekteringen af Krim 2014 voksede antallet af immigranter fra den centrale og østlige del af Ukraine.