Ukraine sortlister ikke Huawei

Ukraine: Den ukrainske regering agter ikke umiddelbart at give efter for pres fra USA og vestlige regeringer og udelukke kinesiske teleleverandører som Huawei og ZTE fra Ukraine. Det udtaler Yegor Dubynskyi, landets vice minister for digitalisering. USA og dets allierede har ikke givet tilstrækkelige beviser på mulige sikkerhedsproblemer, siger han. De kinesiske teleselskaber skal yde vigtige bidrag til at genopbygge landets infrastruktur. De tilbyder de mest gunstige priser. Iflg. Verdensbanken vil det koste Ukraine 2.3 mia. euro at få genopbygget infrastrukturen, der også er hårdt ramt grundet krigen med Rusland.

Dubynskyi erkender, at regeringen er i en “mærkelig situation”, men er dog i løbende dialog med vestlige selskaber som IBM, Microsoft Azure, Oracle og Amazon Web Services. Ukraine vil meget nødigt tage del i sanktioner mod Kina. Efter bortfaldet af samhandel med Rusland og Hviderusland er Kina blevet en vigtig handelspartner. Kina har forsøgt at mægle under krigen og vil utvivlsomt være vigtig som bidragyder, når Ukraine forhåbentlig inden alt for længe skal igang med genopbygningen. Ukraine har også haft det svært, når der i FN er stemt om krænkelser af menneskerettigheder i Kina.

Ukraine oplevede alene i 2022 et fald i bruttonationalproduktet på 30 pct., i 2023 er der iflg. Wien Institut for International Økonomi i 2023 udsigt til en beskeden vækst på 2 pct., men fra et meget lavt niveau. Statsbudgettet er kun i balance takket være omfattende støtte fra IMF og vestlige regeringer, siden 2022 på omkring 40 mia. dollar. Søren.riishøj

Share This