Udsigter for den russiske økonomi, og virkningen af de russiske modsanktioner mod Vesten

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I november måned vedtog Dumaen det russiske statsbudget for årene 2020-2022. Som altid er budgetoverslagene usikre. Særlig vigtigt for Rusland er og bliver olieprisen. Her regnes der  i budgetoverslaget med et prisfald i de nærmeste år. Men den forhøjede indirekte beskatning (VAT) betyder, at der alligevel kalkuleres med et fald i underskuddet på statens budget.

Stigningerne i de statslige udgifter vil vi opleve i form af flere større statsligt støttede bygge- og anlægsprojekter til modernisering af den russiske økonomi i form af flere sociale udgifter. Der er således på budgettet afsat stigninger i udgifterne til sundhed og uddannelse, sikkert i et forsøg på at inddæmme den voksende sociale utilfredshed.

Den sociale kontrakt, at sikre voksende levestandard mod accept af det politiske system, vakler. Den virkede tilbage i 00erne, men ikke i samme grad i dag. Militærudgifterne påregnes at falde med 3 pct. over de næste to år, til gengæld vokser udgifter til opretholdelse af landets indre sikkerhed. Hvor meget er uklart ud fra de foreliggende tal. Den økonomiske vækst er blandt russiske og internationale eksperter beregnet til at blive på beskedne 1-2 pct. om året. Det er store statslige bygge- og anlægsprojekter samt stigende indenlandsk efterspørgsel, der skal sikre væksten. Et alvorligt problem er lav effektivitet og lav udnyttelse af de statslige støtteordninger. Som sagt af Peter Rutland i en analyse for Center for Sikkerhedsstudier i Zürich (november 2019) vil Rusland fortsat være en petrostat, være stærkt af afhængig af eksport af olie, kul og gas.

Der er ikke udsigt til de store strukturelle forandringer i økonomien. Makroøkonomisk stabilitet, ikke politisk risikable reformer, står øverst på dagsordenen. Det store spørgsmål er, om Rusland vil være en ”ailing” eller ”failing” petrostat. En ”ailing” petrostat kan godt opnå (beskeden) vækst, en ”failing” stat derimod bevæger sig mod den økonomiske afgrund. Lige nu er Rusland mest en ”ailing” petrostat. Rusland er verdens næststørste eksportør af olie. En voksende andel af eksporten går til Kina. Kina får 20-25 pct. af sin samlede olieimport fra Rusland. 

De russiske modsanktioner over for Vesten

Sanktionskrigen med Vesten påvirker også økonomien. Det er fem år siden, Rusland indførte modsanktioner over for Vesten som svar på sanktionerne mod Rusland i kølvandet på Maidan og annekteringen af Krim. Den ramte primært importen af landbrugs- og fødevarer. Stephen K. Wegren vurderer (også i den omtale analyse fra CSS november 2019), hvordan de har indvirket på den russiske økonomi. Fra 2013 til 2017 faldt den samlede import af fødevarer fra 43 mia. dollar om året til 24 mia., kort sagt har der været tale om et mærkbart fald.

Det har ført til milliardtab i eksportindtægter for vestlige fødevareproducenter. Importen af fødevarer er derimod steget fra lande som Hviderusland, Tyrkiet, Brasilien, Equador, Sydafrika, Chile og Argentina, lande der ikke har bøjet sig og indført sanktioner mod Rusland. Færøerne er heller ikke med i sanktionerne og har tjent godt på eksport af fisk til Rusland til ekstra høje priser.

Siden fødevareembargoen mod Vesten er Kina blevet Ruslands største handelspartner for fødevarer. Ophøret af fødevareimport fra vestlige lande har skabt både høj selvforsyning og ekstra stor landbrugseksport. Rusland har ud over Kina øget samhandelen med fødevarer med lande som Vietnam og Japan.

Rusland er også blevet mere selvforsynende, når det gælder landbrugsmaskiner. Her er selvforsyningsgraden vokset fra 24 pct. i 2014 til 60 pct. i 2019. Der er blevet ydet store statssubsidier for at realisere denne stigning. Nominelt er den samlede værdi af landbrugsproduktionen vokset med 42 pct. fra 2013 til 2018. Særlig tungt vejer korn og grøntsager. For grøntsager har vi at gøre med en tredobling af produktionen. Siden 2014 har kornhøsten hvert år oversteget de 100 mio. tons. I 2015-16 blev Rusland verdens største eksportør af hvede, hvilket har holdt sig siden. Ikke kun Kina og Asien, i stigende grad er også Mellemøsten hovedmodtager af den russiske fødevare- og landbrugseksport. For mælk og mælkeprodukter har vi ikke oplevet produktionsstigninger. Her er Rusland afhængig af import. 

De russiske sanktioner på import af vestlige fødevarer har skabt et sort marked via illegal import. Siden 2015 er der blevet konfiskeret mere end 32.000 tons ”contraband” fødevarer. De er blevet destrueret af myndigheder, til trods for talrige opfordringer til at give de konfiskerede fødevarer til Ruslands fattigste. Vestlige sanktioner har ramt russisk økonomi, hvor meget præcist er ivrigt blevet diskuteret blandt eksperter. At de russiske modsanktioner over for Vesten er meget populære i russiske landbrugskredse og i den russiske fødevareindustri kan ikke overraske, er meget forståeligt.