Udbredelsen af Coronavirus i Central- og Sydeuropa: Undtagelsestilstand og ”high epidemic risk”

Øst- og Centraleuropa

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Alle lande i Central- og Sydeuropa har erklæret ”high epidemic risk”, og i nogle af landene er gennemført ekstraordinære tiltag for at standse smittespredningen. Det skriver BIRN og ”Balkan Insight” i de daglige opgørelser, senest 17.3. 2020.

Flyafgange er standset, hel eller delvis grænsekontrol og rejserestriktioner er indført, ligesom skoler og uddannelsessteder bliver lukket. Ganske som vi har set det i Danmark og andre lande i Europa samt Ukraine.

I Slovakiet falder corona krisen sted samtidig med den ny regerings tiltrædelse. Første session i parlamentet efter valget finder sted 20. marts. 60 læger og sundhedsarbejdere har fået karantæne i foreløbig 14 dage efter at en patient på deres hospital er blevet testet positiv. 17. marts va der konstateret 63 smittede, men det faktiske tal er givetvis meget højere. Der er erklæret nødretstilstand i sundhedsvæsnet.  Som andre lande er der indført udrejse- og indrejseforbud. Volkswagen vil muligvis standse produktionen i Slovakiet, fabrikken er landets største enkeltvirksomhed.

Tjekkiet havde frem til 16. marts konstateret 290 smittetilfælde, dagen efter 383, og tallet stiger. 6.000 er blevet testet på nationalt niveau. De fleste smittede har opholdt sig i Prag. I weekenden blev der vedtaget et forbud udrejse for tjekker og for udlændinge med permanent eller langvarigt ophold. Udlændinge kan ikke rejse ind i landet i de næste 30 dage.

Ungarn har grebet til stort set samme foranstaltninger. Kun ungarere kan passere grænsen ude fra. Restauranter, cafeer og butikker har fået begrænset deres åbningstider.

I Kosovo er opdaget to tilfælde af corona virus i landsbyerne Korishe/Korisa og i Obiliq/Obilic. De to havde været i London og fik smitten konstateret efter hjemkomsten. 263 andre blev testet, heraf de 15 positivt.

Bulgarien har indført forbud mod rejser til Spanien og Italien og love der skal redde folk ud af økonomiske vanskeligheder, fx udsættelse af betaling af el-regninger og økonomisk hjælp til at undgå konkurser.  Men sundhedssystemet har store problemer. Iflg. lokale medier har 85 læger på et hospital i Sofia trukket sig pga. af mangel på oplysninger fra myndighederne om, hvordan patienter skal behandles.

Kroatien havde indtil 16. marts 9.598 overvågede.

I Rumænien har præsident Klaus Iohannis erklæret undtagelsestilstand en måned frem og bebudet ændringer inden for landets i forvejen særdeles hårdt trængte sundhedssystem. Bevægelsesfriheden er som i andre lande blevet indskrænket, visse offentlige pladser bliver lukket helt, og priser på medicin får statsstøtte og nedbringes af sociale hensyn.

Samme type restriktioner er blevet indført i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien. 

Polen har indført undtagelsestilstand, lukket skoler og grænserne og forbudt møder med over 50 personer. Sundhedsminister Lukasz Szumowski forventer inden for kort tid et firecifret antal smittede. Szumowski er pludselig blevet den politiker, der har næststørst tillid i befolkningen. Præsidentvalget i Polen i maj skal efter planen gennemføres. Corona-krisen har at dømme efter meningsmålingerne øget Duda’s popularitet. Det konstaterer Claudia Clobanu i en analyse for BIRN. 

Det store debatemne i Polen har været sundhedssystemets mangel på kapacitet til at håndtere krisen. Sektoren har i flere år været underfinansieret, hvilket har bidraget til den høje udvandring af sundhedspersonale til andre lande i EU.  Allerede første behandling af en corona-patient fik problemer pga. mangel på udstyr. Nu er 19 hospitaler gjort klar til at modtage patienterne, og 10.000 respiratorer er stillet til rådighed. Regeringen ved, at håndteringen af corona-smitten kan få stor betydning for udfaldet af præsidentvalget i maj, ganske som tilfældet i USA til november.

Næsten alle lande i Central- og Sydeuropa har særlige udfordringer på grund af underfinansierede sundhedssystemer, aldrende befolkninger og udvandring af unge. Især små bysamfund er hårdt ramt.   

Share This