Tyskland vedtager ny lov mod antisemitisme

Bundestag Foto: Wolfgang Pehlemann

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Fredag vedtog det tyske parlament en ny lov, hvorefter udlændinge i Tyskland ikke kan få statsborgerskab, hvis de blevet dømt for antisemitiske handlinger.

Loven kommer i kølvandet på antisemitiske uroligheder i flere tyske byer i løbet af maj. I sidste øjeblik før sommerferien er de to regeringspartier SPD og CDU blevet enige om indgrebet.

Anledningen er propalæstinensiske demonstrationer i blandt andet Gelsenkirchen, hvor en gruppe samledes foran synagogen og råbte „lortejøder“ og „børnemordere“ efter optrapningen af konflikten i Israel. 13 mistænkte personer bliver nu efterforsket.

Loven foreskriver nu, at hvis man er dømt for en antisemitisk, racistisk eller fremmedfjendtlig handling, kan man som udlænding ikke blive tysk statsborger.

NRW‘s indenrigsminister Herbert Reul sagde, at hovedparten af deltagerne i de antisemitiske optøjer var indvandrere med arabisk baggrund, og indenrigsminister Horst Seehofer har tidligere talt om „importeret antisemitisme“ efter den store tilstrømning i 2015.

Og det blev ikke ved skærpelse af reglerne for statsborgerskab. Loven forbyder nu også brug af den palæstinensiske terrororganisation Hamas‘ flag i Tyskland.

Share This