Tyskland: Statue af nøgen kvinde foran nyt asylcenter fjernet
Tyskland: I denne unge flytter de første 140 migranter ind i et nyrenoveret asylcenter i Dresdens centrum. I 47 år har der været en statue af en nøgen kvinde ved indgangen. Den er nu fjernet – det skriver Bild Zeitung.
Bygningen var tidligere hjemsted for elektronik-kombinatet Robotron, som var en mønstervirksomhed i DDR-tiden. I marts besluttede byrådet i Dresden at leje komplekset. som indtil nu har fungeret som hostel. I 2024 skal der således være plads til 280 migranter.
Ifølge byplanborgmester Stephan Kühn (De Grønne) skal der udelukkende bo unge mænd fra Syrien, Afghanistan og Venezuela. Lejen lyder på 36.000 euro om måneden, og kontrakten gælder i 10 år. Dertil kommer udgifter til istandsættelse og ombygning.
I sommerens løb forsvandt så en kendt statue ved hovedindgangen – „Die Sinnende“, som forestiller en nøgen kvinde. Kunstværket er udført af billedhuggeren Horst Brühmann (1942-2014), og der findes kopier af kunstværket i andre tyske byer.
Ifølge en talskvinde for bystyret blev statuen fjernet for at skaffe mere plads, og Bild Zeitung fandt så kunstværket gemt bag et buskads i kompleksets indre gård. Holger Zastrow fra partiet FDP er overbevist om, at kunstværket blev fjernet af misforstået hensyntagen til muslimske mænd, og han kræver nu kunstværket tilbage på dets oprindelige plads.
Opførelsen af det nye asylcenter har i forvejen skabt vrede blandt Dresdens indbyggere. Delstaten Sachsen skal til valg i oktober. Ifølge de seneste målinger står AfD til omkring 33 procent. De tre partier i Forbundsregeringen – SPD, De Grønne og FDP nærmer sig alle spærregrænsen på 5 procent. Det ser også ud til, at Freie Wähler, som har været genstand for debat som følge af Hubert Aiwanger og flyvebladsaffæren, kan snige sig ind med over 5 procent.