Tyskland holder fast i Nord Stream 2 og afviser amerikansk indblanding

North Stream 2 Foto: Samuel Bailey

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Efter magtskiftet i USA har den tyske udenrigsminister Heiko Maas (SPD) udtalt, at man ikke vil give efter for amerikansk pres i form af nye sanktioner mod gasrørledningen Nord Stream 2 – det skriver DPA.

„Vi behøver ikke diskutere europæisk suverænitet, hvis det dermed er underforstået, at vi i enhver henseende skal danse efter Washingtons pibe“, lød det fra Maas. „Den tyske regering agter ikke at ændre holdning til Nord Stream 2.“

Den to gange 1200 kilometer lange gasledning mellem Rusland og Tyskland er nu 94 procent færdigbygget. USA kræver færdiggørelsen stoppet og har truet flere involverede virksomheder med yderligere sanktioner. USA begrunder modstanden mod projektet med, at Europa fremover vil blive alt for afhængig af russisk gas. NS II-fortalere hævder, at USA‘s egentlige formål med sanktionerne er at bane vejen for øget salg af amerikansk fracking-gas i Europa.

Tidligere har den polske præsident Duda og Trump indgået en aftale om leverancer af amerikansk gas til en værdi af 30 mia. euro. Den flydende gas skal transporteres nedkølet til minus 162 grader med særlige tankskibe til den nye terminal i havnebyen Swinoujscie.

Joe Biden har samme holdning til NS II som Trump. Maas tilføjede, at man nok fremover skal forvente områder, hvor Tyskland ikke deler USA‘s holdning. „Det vigtigste er, at vi har en fælles linie, når det gælder centrale strategiske og geopolitiske spørgsmål“, påpegede den tyske udenrigsminister.

Der har været spekulationer fremme om, hvorvidt EU‘s sanktioner mod Rusland som følge af forgiftningen af Navalnyj og de efterfølgende russiske modsanktioner ville medføre en ændring af den tyske holdning til NS II. Det lader således ikke til at være tilfældet.

Tidligere har den østrigske regering meddelt, at man heller ikke agter at ændre holdning vedrørende færdiggørelsen af Nord Stream 2.

Share This