Tyskland afviser Medvedevs påstand om vanvittige gaspriser. Har Rusland reelt råd til at lukke for gassen?

Illustrationsfoto: Ulrichulrich

Af Michael Skovgaard

Rusland: Som reaktion på Tysklands stop for Nord Stream 2 udtalte Ruslands tidligere ministerpræsident Medvedev, at gaspriserne kunne ramme 2000 euro for 1000 kubikmeter gas. Men passer det? Det tyske medie Focus Online har undersøgt

påstånden.

2000 euro per 1000 kubikmeter gas er noget af en påstand – eller måske bare russisk „gas“ i overført betydning. Den aktuelle dagspris på Børsen i Amsterdam er 830 euro for 1000 kubikmeter. Prisen skal altså mere end fordobles for at Medvedev skulle få ret.

I teorien er det muligt. Fra april til november sidste år steg gaspriserne med 150 procent, men de faldt hurtigt igen. Stigningerne i 2021 var et sammenfald mellem øget efterspørgsel og et ringere udbud. Rusland og Norge skulle selv fylde egne lagre i forbindelse med corona-krisen. Da økonomien kom i gang igen, medførte det en øget efterspørgsel generelt. Og især europæiske lande skulle fylde gaslagrene med henblik på vinteren.

Hvis priserne igen skal stige med 150 procent, kræver det de samme faktorer som i 2021. I 2019 før corona-krisen leverede Rusland 208 mia. kubikmeter til Europa. Og med Nord Stream 2 var planen at levere yderligere 55 mia. kubikmeter. Og gassen flyder stadig via Nordstream 1 og andre rørledninger over land i Belarus og Ukraine.

Teoretisk kan Rusland lukke helt for gassen som følge af konflikten i Ukraine, men leverancerne har været konstante gennem de seneste 50 år på trods af Den Kolde Krig og andre konflikter. Og udbuddet vil være det samme, selv om Putin skulle lukke helt for gassen. Derfor vil priserne næppe stige dramatisk. De nuværende russiske leverancer har en værdi 173 mia. euro. Spørgsmålet er, om Rusland vil kunne afsætte den samme mængde til for eksempel Kina. Hverken den russiske stat, Gazprom eller Rosneft kan undvære den enorm sum.

Ifølge flere medier har Kina forhandlet aftaler om betragtelige leverancer af LNG fra USA til et tocifret milliardbeløb i slutningen af 2021. Hvis Kina mod forventning skulle foretage en kovending og udelukkende ty til russisk gas, vil USA kunne afsætte den samme mængde LNG til Europa, hvis Putin skulle lukke helt for gassen.

Med hensyn til efterspørgsel tegner der sig følgende billede. Tyskland bruger 70 procent af det samlede forbrud i perioden november til marts. Derfor falder behovet i de kommende måneder, og Europa og Tyskland vinder tid, før lagrene igen skal fyldes til den kommende vinter. LNG fra USA og Qatar kan blive løsningen – eller en del af den. Så sent som i starten af 2022 blev adskillige tankskibe med LNG på vej mod Kina omdirigeret til Europa nærmere betegnet til terminaler i Holland.

Nok vil et stop for russisk gas medføre forhøjede priser, men næppe i det leje som Medvedev har påstået. Andre faktorer spiller også ind. Tyskland har oplevet en relativt mild vinter, og selv om lagrene kun er 30 procent fyldte, er der ingen tegn på en reel energikrise. Dertil kommer, at de tre storme i februar har betydet, at 50 procent af det tyske elforbrug rent faktisk blev dækket af vindmøller.

Share This