Tyskerne ser venstreekstremisme som et problem
Ny meningsmåling viser, at tyskerne i stigende grad betragter venstreekstremisme som et reelt problem
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Længe har flertallet af tyskerne betragtet højreekstremisme som et stort problem, men især optøjerne under G 20-topmødet i Hamburg har bidraget til, at de flere nu ser venstreekstremisme som et næsten lige så stort problem.
Ifølge en måling foretaget af instituttet Allensbach mener 44 procent af borgerne, at venstreekstremisme er et problem. I efteråret 2016 var kun 21 procent af den mening.
Flertallet af borgerne – 55 procent – ser dog stadig højreekstremisme som det største problem. Det tal er stort set er undret siden 2013. Undersøgelsen omfattede 1.400 personer og er blevet offentliggjort i ugeavisen Frankfurter Allgemeinen Woche.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på lukningen af det venstreradikale website linksunten.indymedia, som gentagne gange har opfordret til brandstiftelse, angreb på infrastrukturen og mord på politibejente. Det fik indenrigsministeriet til at forbyde det voldsorienterede website i slutningen af august fire uger før det tyske valg.