Tyrannens død

Fidel Castro under en tale i Havanna i 1978 Foto: Marcelo Montecino

Fidel Castro under en tale i Havanna i 1978 Foto: Marcelo Montecino

Af Alexander Podrabinek

PodrabinekMan tænker normalt, at det er uanstændigt at glæde sig over en andens død. Og sådan skal det nok helst være. I det virkelige liv passer anstændighed dog ikke altid sammen med fastlagte mønstre og traditioner. Folk sukker af lettelse og glæde, når tyranner dør.

Hvordan skal man kunne presse en tåre frem for den afdøde Fidel Castro? Hvordan skal man kunne sørge over døden af en diktator, der i årtier forfulgte alle, der stræbte efter frihed på Cuba, og ikke ønskede at bygge kommunisme?

Og hvordan skal man ikke kunne forstå eksilcubanerne i Florida, der, efter at have fundet ud af, at Castro er død gik på gader og pladser for at fejre denne glædelige begivenhed.

Kan det virke grænseoverskridende for nogen? Husk den stille glæde og spinkle håb menneskerne havde efter sovjetisk propaganda avisernes rapporter om Stalins Cheyne-Stokes respiration, og hvor jublende fangerne i de sovjetiske fængsler var, da de fik besked om landets faders død. Selv nyheden om Bresnjevs død blev mødt med fangernes tordnende “Hurra!”. Jeg var selv vidne til det.

Det er tyrannernes skæbne. Når de lever er de frygtet og hadet, men efter døden – forbandet og foragtet.

Nej, selvfølgelig ikke alle, og om Fidel Castro siger nogen dybtfølte og venlige ord, især hans kolleger fra den kommunistiske terror. Heller ikke hans udenlandske fans tier.

Den russiske kommunist Gennadij Zjuganov har allerede udtrykt sin beundring for den afdøde chef Fidel, ligeså længselsfuldt som om Stalin og den Store Terror. Også “præsident” Putin kaldte ham “et symbol på en æra i den moderne verdenshistorie.”

Hitler og Mussolini var også symboler på deres æra, uhyggelige figurer. Kommunistisk Cuba kalder Putin for “fri og uafhængig”. Det er hans forståelse af frihed og uafhængighed! Det er hans drøm for Rusland.

Ingen tvivl om, at også en legion af vestlige venstreorienterede vil ære mindet om Fidel Castro – han var i stand til at gøre, hvad de kun drømte om, og noget de aldrig ville have hverken tanke eller mod til. Gribe magten med våben, ændre stadions til koncentrationslejre, fængsler, iværksætte tortur og henrettelser og fastholde det et halvt århundrede – hvilken rød sindssyg drømmer ikke om sådan en storhed?

Den Almægtige har givet Fidel Castro en lang levetid. Nogle slyngler lever i overraskende lang tid. Måske får de ekstra år til at fortryde. Det er imidlertid usandsynligt, at Fidel Castro nogensinde har haft denne følelse.

Det er dejligt, at han endelig har befriet vores verden fra sin tilstedeværelse. Nu er der ikke andet end at håbe, at han står stillet foran en Domstol, hvor han bliver stillet til ansvar for alt det onde, han bragte til Cuba, og også til mange andre lande.

Alexander Podrabinek er russisk journalist og menneskerettighedforkæmper og sammen med blandt andre Vaclav Havel, Vytautas Landsbergis og Joachim Gauck grundlægger af Prague Declaration on European conscience and communism. Dissident og aktivist i sovjettiden, og for sin kamp mod regimet tilbragt otte år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre i Sibirien.

Oversættelse: Ota Tiefenböck

Share This