Tjekkisk storklub undskylder for europæisk fiasko med sæsonkort

Angriberen Muris Mesanovic scorede Slavias eneste mål imod Levadia. Foto: Jan Ondroušek

Angriberen Muris Mesanovic scorede Slavias eneste mål imod Levadia. Foto: Jan Ondroušek

Tjekkiske Slavia Prag tabte torsdag 3-1 til estiske Levadia i Europa League kvalifikationen, og klubledelsen tilbyder nu kompensation til de fans, der tog turen til Estland.

Af Toke Møller Theilade

Sidste års nummer fem fra den tjekkiske liga, Slavia Prag, startede i torsdags deres Europa League kampagne, da de på udebane stødte ind i estiske Levadia i den første af to kampe. Forventningerne til det tjekkiske storhold var naturligvis store, hvorfor skuffelsen også var enorm, da de endte med at tabe 3-1.

I et forsøg på at gøre skaden god igen har klubbens formand Jaroslav Tvrdik nu lovet alle de medrejsende fans gratis sæsonkort.

“Jeg undskylder, alle fans som har været med i Tallinn får et sæsonkort gratis. Det er et svagt plaster på en ødelagt tilbagevenden til europæiske pokalturneringer,” skrev han på Twitter efter kampen.

Han lovede ydermere de fans, der allerede havde købt sæsonkort, at de kunne få pengene refunderet.

 

Share This