Tjekkerne fortsat glade for at læse bøger

Andrej Kurkov, hvis bøger i Denmark bliver udgivet af Mr.East Forlag, under signering af bøger hos A. Busck Foto: Ota Tiefenböck

Tjekkiet: Mens mange i Danmark i stigende grad skiller sig af med bøger og ikke læser besynderligt meget, er situationen anderledes i Tjekkiet. Den gennemsnitlige tjekkiske læser læser fortsat omkring to til tre titler om måneden. Ældre læsere har store biblioteker derhjemme og køber som regel kun nye bøger, købt hos boghandlere, mens unge køber bøger hovedsageligt i antikvariater- og genbrugsbutikker. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af firmaet Knihobot, skriver det tjekkiske medie Novinky.

”Tjekkernes interesse for at læse er ikke faldende. Unge er lidt bagud med at læse i forhold til de ældre, men i modsætning til den ældre generation køber de oftere brugte bøger og tænker over, hvad de har på deres bogreoler, de samler altså færre bøger,« siger Tereza Kohutová fra Knihobot.
Ifølge undersøgelsen læser den gennemsnitlige tjekkiske læser to til tre bøger om måneden, hvilket gælder for alle alderskategorier. Men der er naturligvis også betydelige forskelle.

Blandt de unge er der 28 procent, der kun læser én titel om måneden, mens seks procent klarer fem-syv bøger hver måned. Modsat læser otte procent af seniorerne én bog om måneden, mens 16 procent læser fem til syv bøger. Omtrent 24 procent af alle tjekkiske læsere læser dagligt. 17 procent af læserne bruger mere end fire timer om ugen på at læse en bog, for seniorers vedkommende er det endda 28 procent. Seks procent læser mindre end tredive minutter om ugen. Genremæssigt vinder skønlitteraturen, her er det krimier, fantasy og science fiction der er de mest læste, efterfulgt af faglitteratur. Kun 10 procent af de adspurgte kan lide poesi. ota

Share This