Striden om det centraleuropæiske universitet i Budapest fortsætter

CEU_logo_color

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ungarn: Først troede mange, at Orbán havde bøjet sig for kravet om ikke at gribe ind over for det Soros-finansierede centraleuropæiske universitet i Budapest, men så enkelt forholder det sig alligevel ikke. Orbán har godt nok måttet stå skoleret over for både EU- parlamentsformanden Antonio Tajani og kommissionsformand og viceformanden (Juncker, Timmermanns) og ikke at forglemme EEP (Europæiske Folkeparti-) gruppen og skal i den forbindelse have fået en frist på 30 dage til at bøje sig. Spørgsmålet om en mulig eksklusion af Fidesz fra gruppen skal ikke have været på tale. Fidesz ønsker heller ikke at forlade folkepartigruppen, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Kritikerne mener, at sagen om det centraleuropæiske universitet grundlæggende drejer sig om universiteternes frihed og autonomi, men sådan ser man bestemt ikke på det i regeringen i Budapest. Regeringstalsmanden János Lázar siger således, at sagen slet ikke drejer sig om frihed, men om “business”, underforstået at Soros bruger universitetet og den finansielle støtten til andre “Soros favourites” (NGOere) i Ungarn til at fremme egne politiske og økonomiske interesser.

At mange troede, at Orbán havde bøjet sig, skyldes måske udmeldingen om, at den ungarske regering vil “fullfill the demands”, “opfylde kravene”, men til kravene hører iflg. regeringen i Ungarn også den retlige side, om udenlandsk finansierede universiteters rettigheder generelt og praksis i andre EU-lande. Derfor er “legal discussions” nødvendige. Og de kan være komplicerede og tage flere uger.

At universitetssagen har fået så stor opmærksomhed skyldes uden tvivl, at Orbán og regeringen i Budapest lige nu har flere kontroversielle sager kørende i forholdet til EU, eksempelvis Ungarns enegang i forhold til Rusland og Bruxelles. Orbán lykønskede derudover Erdogan med sejren ved folkeafstemningen om forfatningen for nylig og skal efter sigende mødes med ham her i maj måned.

Share This