Stine Bosse vækker minderne om Bresjnev
Af Ota Tiefenböck
Debat: Europabevægelsen burde være en organisation, som fremmer demokrati, men demokrati og holdningernes pluralitet synes at være et ganske ukendt område for bevægelsens formand Stine Bosse. Stine Bosse opfordrer indirekte i sit indlæg i Ræson til boykot af Dansk Folkeparti, eller boykot af idéer som ikke passer sammen med hendes opfattelse af verdenen omkring os. I den seneste udgave af Weekendavisen er Stine Bosse på banen igen, denne gang i et angreb på Anna Libaks knivskarpe anmeldelse af Marlene Winds nye bog, Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier.
Jeg er ikke Dansk Folkepartis tilhænger, har aldrig været det og bliver det heller aldrig i fremtiden, men mon ikke, Dansk Folkeparti og andre, der har en anden opfattelse af den samfundsmæssige udvikling, også har ret til at ytre sig og give udtryk for, hvordan de ser på den verden der udfolder sig omkring os? Dansk Folkeparti er demokratisk valgt og repræsenterer en procentdel af befolkningen, som ikke er mindre værd end en anden del af befolkningen.
Jeg er heller ikke tilhænger af Marlene Winds dæmonisering af anderledes tænkende. Jeg har ikke læst hendes bog, men det er tydeligt, også fra hendes optræden i medierne, at hun ikke anerkender, at andre også har ret til at have en holdning og at denne holdning som udgangspunkt er mindre værd, end Marlene Winds egen.
Jeg er til gengæld fuldt ud enig med Anna Libak og den knivskarpe anmeldelse, hun har skrevet.
“Hvis man skal rose Marlene Winds lille nye bog, Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier, for noget, er det, at professorens egen argumentation er et skoleeksempel på den stammetænkning og dæmonisering af politiske modstandere, som ifølge bogen vinder frem i Vesten. Professoren mener således at vide, at demokratiet i Vesten er truet af dem, hun er uenig med. Og dem, hun er uenig med, er i princippet alle, der i disse år modsætter sig et globalt fællesskab, hvor vi er forenet i mangfoldighed, skriver bl.a. Anna Libak.
Stine Bosse burde læse Anna Libaks anmeldelse igen. Det er tydeligt, at hun ikke har forstået eller ikke ønsker at forstå den. Den er nemlig ikke et forsvar af “Orbán og Polen, der tilsidesætter alle grundlæggende rettigheder, bryder EU-traktaten, som de har underkastet sig ved indmeldelsen i EU”, sådan som Stine Bosse forsøger at gøre den til. Anna Libak forsvarer ikke udviklingen i Polen og Ungarn, men derimod, i modsætning til Stine Bosse, demokratiet.
Da jeg i sin tid, i 1980`erne, kom fra Tjekkoslovakiet til Danmark var jeg meget begejstret for den mangfoldighed jeg mødte. Ind i mellem forstod jeg den ikke helt. Eksempelvis, da den dengang formand for Danmarks Nationalistiske Bevægelse Johnny Hansen ytrede sig og afholdte demonstrationer i Greve. Mine venner forklarede mig dengang, at det netop var demokratiets store styrke. At give andre man er uenig med taletid. Det var smukt for en, der var ankommet fra et totalitært samfund.
Når jeg i dag læser Stine Bosses indlæg i Ræson og hendes kritik af Anna Libaks anmeldelse i WA, vender minderne om tiden dengang i Tjekkoslovakiet tilbage. Om det tjekkoslovakiske kommunistiske parti, Sovjetunionens øverste partisekretær Leonid Bresjnev og Tjekkoslovakiets præsident Gustav Husak, som fortalte os andre, hvad var rigtigt og hvad var forkert. Det Stine Bosse fortæller os er nemlig, at der kun findes en vej. Mener man ikke det samme, så er man på afveje og bliver dæmoniseret.
Jeg er ked af at skrive dette indlæg, men den ensretning Stine Bosse efterlyser har jeg prøvet før. Det er ganske trist at opleve, at en organisation, som i virkeligheden burde promovere holdningernes mangfoldighed og værne om demokratiet, har en så totalitær tankegang som Stine Bosse giver udtryk for, og det er ganske utroligt, hvor meget taletid Stine Bosse får i medierne uden at blive modsagt. Godt at vi har kritiske journalister som Anna Libak og medier, som tør at offentliggøre hendes anmeldelse. Hendes anmeldelse af bogen, som jeg i min begejstring er nødt til at linke til igen, burde være en pligtlæsning for alle.