Status på Ukraine: Boghvedeinvasionen
Af Uffe Gardel
Ukraine: Rusland har vundet nødhjælps-stuntet; Ukraine og dets vestlige venner endte med at tage sig fuldstændig fjollede ud. Russerne hævder at være blevet lovet en tilladelse, som bare aldrig kom. Og efter at pænt at have ventet i dagevis ved grænsen, kørte de hvide lastbiler fredag ind i Ukraine og frem til Lugansk.
Vi ved ikke hvad der var i dem. Der er ingen vestlige journalister i Lugansk – bortset fra en brite, som tagger sine tweets #Novorossiya. Men der er ingen grund til at tro at de rummede noget farligere end boghvede. Alligevel forhalede ukrainerne ekspeditionen, og da lastbilerne endelig kørte, hasteindkaldte Litauen FNs Sikkerhedsråd. Hastemøde for at forhindre nødhjælp til belejrede civile: Man må have leet højt i Kreml.
Lærte vi noget af den historie? Ja, at der er 100 kilometer grænse til Rusland, som Ukraine ikke kontrollerer. Det kom frem, da man diskuterede hvor lastbilerne mon ville krydse grænsen. Oprørerne er på ingen måde nedkæmpet, og det kan blive et langt og blodigt efterår.