Status over Ungarns fortsatte “krig” med EU

Ungarns parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Krigen mellem Ungarn og EU fortsætter, det uanset at EU’s andre medlemsland, ganske som under den rigtige krig i Ukraine, er stærkt uenige om, hvordan den skal håndteres. Frankrig, Tyskland og Italien, EU’s tre største medlemslande, anbefaler et kompromis ud fra en argumentation gående på, at Ungarn over de sidste uger har ændret meget på retssystemet, ja også ud over hvad Kommissionen har forlangt.

Danmark, Sverige og Letland regnes for de stærkeste kritikere, hører til blandt ”høgene”. Modstanden mod et kompromis deles af et flertal i Europaparlamentet, hvor kritikken ikke blot er rettet mod retssystemet, men også mod Ungarns egen linje under krigen i Ukraine og emner fx relateret til LBGT. Flertallet vil, som det siges, ikke finde sig i Ungarns afpresning (”blackmailing”) af EU systemet.

Sanktionerne rammer EU’s udbetalinger til Ungarn fra den særlige genopretningsfond efter COVID-19 pandemien og fra EU’s kohæsionsfonde. Ungarn har, som beskrevet i mreast.dk, som gengæld blokeret for EU’s hjælpepakke til Ukraine og vedtagelse af en minimum beskatning af virksomheder på EU basis. Her kræves der enstemmighed. Modstanderne af et kompromis har arbejdet på alternative procedurer,, som kan omgå det ungarske veto, når det gælder økonomisk bistand til Ukraine. Tanken er at benytte fremgangsmåden ”enhanced cooperation”. Den procedure er imidlertid ret langsom og usikker, for så vidt som EU-landene da skal stille med de nødvendige budgetgarantier for at penge til Ukraine kan udbetales.

I nogle tilfælde vil også et flertal i de nationale parlamenter være nødvendigt. Det kan være svært at opnå i nogle lande. I spørgsmålet om fortsatte sanktioner spiller Tjekkiet en vigtig rolle. Indtil nytår har Tjekkiet formandskabet for EU. Den tjekkiske finansminister Zbynek Stanjura har en nøglerolle.

Spørgsmålet om sanktioner eller ej bliver i høj grad drøftet på møder mellem EU’s finansministre. Men der er tale om et tidspres. Inden EU’s rådsmøde 19. februar skal Kommissionen komme med sin indstilling. Den vil umuligt kunne tilfredsstille både høge og duer. Som sagt, holdningerne EU-landene imellem er stærkt delte. Fortsatte sanktioner mod Ungarn kræver et kvalificeret flertal. Om det flertal vil eksistere, når vi går ind i det nye år, er svært at sige.  

Share This