Soros: Orbán og Kaczynski er Europas fjender – og den politiske korrekthed er ukorrekt

George Soros Foto: Jeff Ooi

Af Michael Skovgaard

Verden: Finansmanden og filantropen George Soros fyldte 90 for nylig. I den anledning lod han sig interviewe til den socialdemokratiske ungarske avis Népszava. Interviewet er også bragt på engelsk hos de to sites Hungary.nu og Remix News. Sidstnævnte betragtes som Orbáns „private“ nyhedskanal, og det er bemærkelsesværdigt, at Orbáns ærkefjende Soros får spalteplads her.

Ifølge Soros har indre fjender, som er imod et forenet Europa, taget magten i Polen og Ungarn. „Den Europæiske Union er i en meget sårbar tilstand, fordi den ikke er en fasttømret og stabil størrelse, og den har mange indre fjender“, sagde Soros.

„Mange politiske ledere og bevægelser går imod de værdier, som er grundlaget for Den Europæiske Union, og i to lande har lederne overtaget staten. Nemlig Orbán i Ungarn og Kaczynski i Polen“, lød det videre. „Og samtidig er Ungarn og Polen de to lande, som modtager de største beløb fra EU‘s strukturfonde.“

Hvad angår fremtiden, er Soros mest bekymret for Italien, hvis økonomi er i en dårlig forfatning, og han påpegede, at de igangværende redningspakker ikke er tilstrækkelige, hvis landet skal på fode igen.

„Meningsmålinger i Italien viser faldende tilslutning til at blive i euro-zonen. Landet er meget vigtigt for Europa, og jeg kan slet ikke forestille mig et EU uden Italien“, sagde Soros. „Spørgsmålet er, om EU overhovedet har vilje, evne og midler til at hjælpe landet ud af krisen.“

Soros kritiserede også „De Sparsommelige fem“, nemlig Danmark, Sverige, Holland, Østrig og Finland, som har forholdt sig kritisk til den store Corona-hjælpefond. „Tragedien er, at disse lande i bund og grund er pro-europæiske, men i denne situation er de egoistiske og nærige,“ lød det videre fra Soros.

Generelt mener Soros, at Europa demokratisk set er i en mere sårbar forfatning end USA. „De Forenede Stater er et af de ældste demokratier i verden, men alligevel har en arrogant nar været i stand til at vinde et valg og undergrave demokratiet indefra,“ sagde Soros. „Men jeg er sikker på, at Trump er et midlertidigt fænomen, som får en ende i november.“

Soros kom også ind på sin donation på 220 mio. dollars til bevægelsen Black Lives Matter og sagde følgende: „For første gang i historien har størstedelen af befolkningen som helhed endelig indset, at der foregår en systemisk diskrimination af sorte, som kan føres tilbage til slaveriets tid.“

Interessant nok udtrykte Soros bekymring for den tiltagende politiske korrekthed, til trods for at han tidligere har krævet censur af sociale medier, som bringer indhold, der afviger fra den fremherskende liberale linie.

„I denne revolution bliver der væltet statuer, og politisk korrekthed er blevet altafgørende. Nogle kalder det en fornægtelseskultur. Jeg mener, at det er et forbigående fænomen, som også er blevet overdrevet. Den politiske korrekthed har også fået en alt for vigtig rolle på universiteterne. Da jeg går ind for „åbne samfund“, betragter jeg politisk korrekthed som værende politisk ukorrekt. Vi må aldrig glemme, at accepten af forskellige synspunkter er et grundlæggende element i et åbent og demokratisk samfund.“

Share This