Slovensk storklub tilgiver træner for racisme sag

Illustrationsfoto: Agron Begiri

Illustrationsfoto: Agron Begiri

Olimpija Ljubljanas serbiske cheftræner Marko Nikolic er blevet tilgivet for at have kaldt klubbens nigerianske angriber Blessing Eleke en ”sort idiot”

Af Toke Møller Theilade

Slovenien: Nigerianske Blessing Eleke fejrede naturligvis sit mål, da han i søndags udlignede for slovenske Olimpija Ljubljana imod Zavrc i kampens overtid. Målet sikrede hjemmeholdet ét point, men her stoppede glæden også. Elekes fejring af målet tog nemlig overhånd mente klubbens serbiske træner Marko Nikolic, der kaldte Eleke en ”sort idiot” for at fejre målet for længe, hvilket gav Olimpija mindre tid til at score endnu et mål og sikre sejren.

Udtalelsen får dog ikke konsekvenser for Nikolic, der tirsdag sagde undskyld på klubbens officielle hjemmeside.

”Jeg havde aldrig i sinde at støde spilleren racistisk eller på andre måder, og jeg vil ikke forbindes med intolerance, racisme eller diskrimination af nogen slags,” fortalte Nikolic.

”Jeg talte med Eleke, og han sagde, at han forstod min reaktion fordi følelsesmæssige udbrud af denne slags kan ske. Jeg undskylder for min reaktion, der udelukkende skyldes, at jeg ville have det vindende mål efter, at have udligned i det 92. minut, og jeg takker holdet for ikke at dømme min handling som racistisk.”

Olimpijas præsident Milan Mandaric udtalte i samme omgang:

”Klubben tager afstand fra alle individuelle handlinger, der strider med vores filosofi, og vi fordømmer sådanne handlinger kraftigt. Men, efter grundig overvejelse og samtaler med Nikolic og Eleke, er vi kommet frem til den konklusion, at træneren ikke gik efter spillerens race.”

Mandaric tilføjede derudover:

”Der er ingen undskyldning, men på grund af omstændighederne, så undlader vi at træffe en beslutning, der ville påvirke en ung og talentfuld træner med en lysende fremtids karriere.”

Olimpija ligger i øjeblikket på førstepladsen i den bedste slovenske række.

Share This