Slovakisk EU-formandskab rammer en turbulent periode

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Slovakiet: Det slovakiske EU-formandskab har fra helt start den 1. juli fået hænderne fulde. Allerede til september skal der afholdes et særligt EU-topmøde mellem de nu 27 EU lande, hvor EU’s fremtid skal diskuteres i lyset af Brexit og den voksende populisme over alt i Europa.

Kort tid efter, i oktober skal EU’s forhold til Rusland diskuteres. I det spørgsmål hører Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn til ”duerne” i EU. Afgørende, set fra Bratislava er, at EU’s fremtid ikke blot skal diskuteres mellem to eller tre lande eller mellem de oprindelige EU (EEC)-lande.

Robert Fico, Slovakiets ministerpræsident, står fast på, at de lande fra øst, der kom med i EU i 2004 og 2007, også skal have et ord at have sagt. Fico er således harm over, at EU’s fremtid efter Brexit indtil videre kun er diskuteret på møder mellem Tyskland og Frankrig, mellem udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene og i Berlin på et møde mellem regeringscheferne fra Tyskland, Frankrig og Italien (Angela Merkel, Fracois Hollande og Matteo Renzi).

EU-landene fra øst er heller ikke tilfredse med Kommissionen, til trods for at de mindre EU-lande her er overrepræsenteret. Europæerne bor i EU’s medlemsstater, ikke i EU-institutioner, siger Slovakiets udenrigsminister Miroslav Lajcak.

Flygtningespørgsmålet er ikke glemt. Søges det spørgsmål løst gennem ”bureaukratiske ordrer” (underforstået tvangskvoter), får vi ikke blot fascister i det slovakiske, men i andre EU-parlamenter, erklærer Lajcak.

I maj måned vakte Fico opsigt med udtalelsen om, at der i Slovakiet ikke er plads til islam, underforstået, hvis de (muslimerne) ikke lader sig integrere og følger slovakisk lov. Slovakiet har foreslået etableret et slovakisk-østrigsk opsamlingscenter for syriske flygtninge i Gabcikovo, hvor ansøgninger om asyl (i Østrig) kan blive behandlet.

Share This