Serbiens flirt med EU er forbi

Serbiens parlament i Beograd Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Serbien: Tidligere var Serbien ”frontrunner” i kapløbet for at blive nyt EU-medlem, men den tid er forbi, konstaterer Alejandro Estero Péres i en analyse for ”New Eastern Europe” (23.11.2020).

Serbien har siden 2013 haft EU-kandidat-status, men der er ikke over årene siden sket de store fremskridt. Og udsigterne lige nu er ikke lyse. En del skyldes især det illiberale demokrati, som er blevet praktiseret i de år, hvor Aleksandar Vucic og hans Serbiens Progressive Parti (SNS) har været ved magten.

Vucic har handlet pragmatisk i udenrigspolitikken, har forsøgt at balancere mellem USA, EU, Rusland og Kina og har også fået anerkendelse herfor, ikke mindst hos Tysklands Angela Merkel. Hans forhold til Donald Trump var ganske tæt. Forholdet til Joe Biden bliver givetvis mindre godt, ganske som Viktor Orbáns. Biden har det ikke godt med illiberale styreformer.

En del lande i EU er, modsat Tyskland, meget lidt begejstrede for EU-udvidelse mod Vestbalkan. Det gælder Frankrig og Holland og et godt stykke ad vejen også Danmark. De ringe udsigter til medlemskab af EU har sænket den serbiske befolknings begejstring for EU. Tendensen er forstærket under COVID-19 pandemien. Kun halvdelen af den serbiske befolkning ville stemme for EU-medlemskab, hvis der var folkeafstemning i dag.

40 pct. af befolkningen ser i Kina som den største donor under corona-pandemien. Serbien deltager aktivt i Bælt og Vej projektet og har heller ikke de store betænkninger mod at skaffe sig kinesisk teknologi. Kosovo spiller stadig en rolle for Serbien, uanset forhandlingerne og aftalerne indgået over de sidste år, i høj grad under amerikansk initiativ.

En anerkendelse af Kosovo anses stadig for at være helt udelukket. Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008, men ikke alle EU-lande, især lande med egne store nationale mindretal, anerkender Kosovo som selvstændig stat. Rusland har i det spørgsmål bakket Serbien op. Serbien kan, trods op – og nedture i forholdet i forholdet til Moskva, ikke bryde med Rusland og følge EU. Serbien vil ikke opgive at forhandle om EU-medlemskab, fastslår Péres. Det skyldes økonomiske interesser. Serbiens flirt med Kina og Rusland skal bruges som et ”bargaining chip” i forhold til EU. 

Share This