Separatisternes sejrsgang i Østukraine
Ukraine: Efter det lykkedes de prorussiske separatister at få det vigtige trafikknudepunkt Debaltsevo under kontrol, tyder alt på at separatisterne er indstillet på at efterkomme nogle af de aftaler, der blev indgået i Minsk i sidste uge.Separatisterne har ifølge lederen af den såkaldte Folkerepublik Donetsk, Denis Pusjilin, foreslået regeringen i Kijev at udveksle fanger. Det skal ske, som aftalt i Minsk efter princippet ”alle for alle”.
Ifølge det ukrainske Forsvarsministerium, som bliver citeret af det ukrainske nyhedsbureau Unian, er omkring 90 ukrainske soldater taget til fange og omkring 82 savnes bare ved Debaltsevo.
Forhandlinger om udveksling af fanger er dog fra separatisternes side betinget af, at den ukrainske politiker og nær allieret af den russiske præsident Vladimir Putin, Viktor Medvedtjuk, bliver en af forhandlerne på den ukrainske side.
De ukrainske myndigheder havde tidligere i dag bedt OSCE´s observationsenhed om assistance i eftersøgningen af de savnede ukrainske soldater. OSCE var dog indtil videre nægtet adgang til Debaltsevo af separatisterne.
Torsdag eftermiddag meddelte Denis Pusjilin dog, at seperatisterne nu er klar til at tillade OSCE adgang til Debaltsevo. ota