Russisk storklub forlænger kontrakt med rigmandssøn

Boris Rotenberg Foto: Екатерина Лаут

Af Toke Theilade

Rusland: På trods af ophold i storklubber som Zenit Skt. Petersborg, Dinamo Moskva og senest Lokomotiv Moskva er det de færreste fodboldfans udenfor Rusland, der kender den 35-årige fodboldspiller Boris Rotenberg. Og det er med god grund, da den russiskfødte forsvarsspiller, der har en enkelt landskamp for Finland på CV’et, stort set ikke har spillet førsteholdsfodbold i hele sin karriere.

Alligevel har Boris Rotenberg netop fået forlænget sin kontrakt med storklubben Lokomotiv Moskva, så den nu udløber indtil udgangen af 2021/2022-sæsonen. Det skriver sportsmediet Championat.

Berømt og magtfuld familie

Skulle navnet Boris Rotenberg lyde bekendt, er det dog ikke helt tilfældigt. Lokomotiv-spilleren er nemlig søn af Vladimir Putins tætte ven, Boris Rotenberg senior. Rotenberg senior er en af Ruslands rigeste mænd med en formue skabt i energiindustrien sammen med sin bror Arkadi, der ligeledes er en god ven af Putin.

Det er en nærliggende tanke, at Boris Rotenberg junior kan takke sine succesfulde familiemedlemmer for den fine fodboldkarriere, der blandt andet har budt på et russisk mesterskab med Lokomotiv.

Han startede hos Zenit, hvor han på trods af sløje præstationer hos ungdomsholdene, fik en førsteholdskontrakt. Måske fordi, at han var bedre end de andre spillere, måske fordi, at hans onkel Arkady arbejdede tæt sammen med Zenits ejer, Gazprom, hvor hans bror også arbejdede.

Det blev aldrig til debut for Zenit for Rotenberg, og han brugte i stedet flere år på udlån i mindre klubber, hvor det dog kun blev til meget begrænset spilletid. For eksempel opnåede han kun fem minutters spilletid for Shinnik Jaroslav i 2008, imens Saturn samme år slet ikke fandt det nødvendigt at sende ham på banen.

I 2011 udløb hans kontrakt, og han var fri til at skifte klub. I stedet for at tage det forventede skridt ned af rangstigen som mange andre spillere ville gøre i hans situation, skiftede han i stedet til storklubben Dinamo Moskva på en guldrandet kontrakt.

Det er svært at sige, hvad der fik Dinamo Moskva til at skrive en lang kontrakt med en spiller, der ikke var god nok til bundhold som Shinnik og Saturn, men det er nærliggende at tænke, at Arkady Rotenbergs rolle som præsident for klubbens ishockey-afdeling spillede en rolle. Og to år efter blev Boris Rotenberg senior endda præsident for fodboldklubben. Dette bragte i øvrigt Dinamo på konkursens rand efter et par år med forfærdelige præstationer på banen og et opskruet budget.

Begrænset spilletid men glad agent

Rotenberg nåede i alt 15 kampe for Dinamos førstehold fordelt over fem år inden, at han i sommeren 2016 igen stod uden kontrakt. Endnu en gang formåede Rotenberg, på trods af meget begrænset spilletid, at tilrane sig en kontrakt i en af landets største og mest traditionsrige fodboldklubber, da han sluttede sig til Lokomotiv Moskva.

Siden dengang er det i alt blevet til 348 minutter for førsteholdet fordelt over 17 kampe i alt. Alligevel har Lokomotiv altså fundet det fornuftigt at forlænge Rotenbergs kontrakt. Rotenberg spillede sidst for Lokomotivs førstehold i den russiske Premier League den 26. august 2018, hvor han fik ni minutter imod Anji. Det var i øvrigt hans eneste minutter den sæson.

Rotenbergs agent, magtfulde Dmitri Selyuk, der er bedst kendt for også at repræsentere den tidligere Barcelona og Manchester City-stjerne Yaya Touré, roste Lokomotiv efter den nye kontrakt blev underskrevet.

“De gør alt for at forbedre ham. Boris arbejder som en tiger. Han er meget professionel,” sagde Selyuk ifølge Championat. Han tilføjede derudover, at Rotenberg vil vende til træningsbanen i løbet af vinteren efter, at en skade har holdt ham på sidelinjen.

Share This