Russisk økonomi, status omkring årsskiftet, “det værste er overstået”

Illustrationsfoto: Министерство обороны Российской Федерации

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: For nylig afholdt Ruslands næststørste bank, VTB, konference, kaldt “Russia Calling”. Den blev boykottet af vestlige lande, men havde deltagelse fra det globale syd og fra de centralasiatiske lande, der er medlemmer af Den Eurasiske Økonomiske Union (EEU). Her kunne Putin med tilfredshed notere sig, at de europæiske økonomier og ikke mindst den tyske er i recession.

Ukraine skal godt nok forhandle om medlemskab af EU, men det vil koste dyrt og skabe endnu mere splid internt i EU. De vestlige oliesanktioner mod Rusland bliver omgået, olien bliver ikke solgt under prisloftet på 60 dollar, og “banned technology” leveres fra lande, der ikke støtter de vestlige sanktioner.

Samhandelen med Kina ventes i år at stige til over 200 mia. dollar. Iran og Rusland har udvidet deres politiske og økonomiske  samarbejde bilateralt og inden for BRICC, SCO og EEU. Rusland har indgået samarbejdsaftaler aftale med Saudiarabien også  om teknologi, vedvarende energi og atomkraft. Syrien skal, står det til Kreml, hurtigst muligt “vende tilbage til den arabiske familie”.

Ruslands ministerpræsident Mikhail Misjustin erklærede allerede i september måned, at “det værste er overstået”. Krigen med Ukraine trækker ud, men den ukrainske modoffensiv er slået fejl. Det erkender alle. At Ruslands er i vækst, uanset store problemer,  bekræftes i IMFs analyser. Rusland og Kina satser på en multipolær international orden.

Krigen i Ukraine og mellem Israel og Hamas vil uundgåeligt få konsekvenser. Verden er uden orden, er hårdt plaget af fastfrosne konflikter, stedfortræderkrige, cyberkrige, økonomiske sanktioner og handelskrige. Den 3. verdenskrig er måske allerede begyndt og uden en vinder.

Share This