Rusland versus Danmark

Illustrationsfoto: Dmitriy Neymyrok/Dmitrij Nejmyrok

Kommentar af sociolog Knud Larsen

Debat: Mr.Easts fodboldrapporter var mandag aften på plads i Parken for sammen med knap 25.000 andre altovervejende danske tilskuere, at overvære det danske fodboldlandshold spille den tredje og sidste af sine indledende gruppekampe i EM 2020 slutrunden. 

Efter det overraskende – herostratiske – nederlag til opkomlingerne fra Finland i den første gruppekamp og det mere forventelige til Belgien i den anden, stod det på forhånd klart at aftenens kamp skulle vindes (og Belgien samtidig slå Finland) hvis Danmarks forventninger om at kvalificere sig til turneringens knockoutfase skulle indfries.

Modstanderen i denne ”skæbnekamp” var Rusland og dermed blev ringen sluttet på det helt personlige plan. Ufattelige 56 år efter at Deres udsendte medarbejder i efteråret 1965 som 12-årig overværede sin første landskamp, i netop Parken – eller rettere Idrætsparken som den hed dengang – hvor Danmarks glade amatører skulle møde – ja, rigtig gættet – mægtige Sovjetunionens statsamatører i en VM-kvalifikationskamp. I modsætning til aftenens kamp var der dengang ikke på forhånd de store forventninger til vores drenges muligheder mod et af datidens absolut bedste landshold på verdensplan.

Det er dog heller ikke det rent sportslige der står stærkest i erindringen, men derimod en af den slags pudsige episoder som nogle gange udspiller sig i forbindelse med højtprofilerede fodboldkampe.

Øverst på holdkortet for røde-russernes frygtindgydende mandskab stod den i sin tid meget berømte målmand Lev Jasjin, der stadig som den eneste målmand nogensinde i 1963 havde vundet Ballon d’Or, dvs. titlen som Europas bedste fodboldspiller. På grund af sine helt ekstraordinære akrobatiske evner mellem stængerne havde Jasjin fået tilnavnet ”Den sorte panter” og det var formentlig dette kælenavn, der havde inspireret en kæk ungersvend blandt tilskuerne til at udføre et usædvanligt stunt. Det vittige hoved havde således medbragt en sort kattekilling som han kastede ind på røde-russernes banehalvdel midt under opgøret, velsagtens i et humoristisk forsøg på en art symbolsk ”down-sizing” af målmandslegenden. Kampen blev selvfølgelig straks afbrudt af dommeren og så løb Jasjin under højlydt bifald fra tilskuerne ud af sit målfelt hen for at samle det stakkels, forvildede dyr op og bære det ud til en noget benovet official bag målet, hvorefter spillet kunne genoptages. 

Jasjin i 1960`erne, her under en kamp mod Argentina Foto: Wikimedia

Selve fodboldkampen henstår imidlertid i en temmelig sløret erindringståge. Men ifølge annalerne tabte vi som forventet.  1-3 blev det til – den senere så kendte Tommy Troelsen satte trøstmålet ind efter at vi var kommet bagud med 0-3. ”Kom så! Ja! Sådan!” lød Gunnar-Nu-Hansens afdæmpede kommentar til scoringen, da der sent samme aften blev sendt et forskudt sammendrag af kampen på Statsradiofoniens sort-hvide monopolfjernsyn, i en tid hvor tilskuersport og landsholdsfodbold af den herskende ånds-og kulturelite i stærk kontrast til i dag hvor sporten prioriteres over alt andet, blev anset for en decideret underlødig aktivitet at divertere den jævne befolkning med. Og som – hvis det i alsidighedens navn trods alt ikke helt og holdent kunne undgås – i det mindste endelig  ikke måtte stjæle for meget af sendetiden fra de saglige og opbyggelige programmer til gavn for befolkningens oplysning og almene dannelse, der ellers fyldte programfladen.

Deres udsendte blev imidlertid brutalt revet ud af sine monokrome erindringer fra dengang for mere end et halvt århundrede siden og bragt tilbage til nutidens virkelighed i noget der ligner Ultra-HD format af et øredøvende begejstringsbrøl, da de danske spillere løb ind på stadion kort før kampstart. Scenen var dermed sat til en af disse helt specielle – magiske – aftener i Parken, gjort af samme stof som drømme: den blå skyfrie sommerhimmel, det grønne græs, de hvide mål og et entusiastisk bølgende hav af rød- og hvidklædte tilskuere på tribunerne – i en fantastisk højintens stemning, der i næsten stofligt synlige bølger af vibrerende positiv energi strømmer ned mod de danske spillere.

Kampen startede dog temmelig famlende for det danske holds vedkommende og turboen bliver egentlig først for alvor sat til da det nye stjerneskud Damsgaard langt inde i første halvleg scorer et fantastisk følt langskudsmål, hvor bolden er placeret helt oppe i trekanten og en chanceløs målmand blot lettere resigneret kan følge dens sejlende vej ind i netmaskerne. 

Efter en hurtigt reagerende Yussufs opsnapning af en katastrofalt dårlig russisk tilbagelægning og efterfølgende scoring et stykke inde anden halvleg, er der kun kort tvivl om udfaldet da russeren Dzyuba i det 70. minut får reduceret vores 2-0 føring med et velplaceret straffespark. Spændingen varer dog heldigvis mindre end ti minutter inden CL-vinderen AC med et knaldhårdt spark fra lidt udenfor straffesparksfeltet uimodståeligt banker bolden i kassen til 3-1. Tre minutter senere cementeres sejren endeligt af wingbacken Maehles yderligt placerede flade skud fra distancen til slutresultatet 4-1.

Da Belgien i de samme minutter scorer to mål og dermed sikre sig den for Danmarks videre avancement nødvendige sejr over Finland, går Parkens publikum ganske enkelt amok i euforiske jubelscener som egentlig først ebber ud langt ud på natten efter at stadionet og Fælledparken for længst er tømt. Forude venter for Danmarks vedkommende 1/8-dels finalen i Amsterdam på lørdag, mens et slagent russisk mandskab senere samme aften måtte drage hjem til moderlandet med en lidet flatterende fjerde- og sidsteplads i gruppespillet og dermed et tidligt exit fra EM-turneringen i bagagen. 

Efter aftenens positive deja-vu og den velfortjente revanche i Parken ser deres udsendte på gåturen hjem gennem byen på en herlig sommeraften hvor gader og pladser er fyldt med ellevilde, glade danskere for sig, hvordan de russiske fans som måtte blive hjemme fra Danmark på grund af uforståeligt hårde Corona-restriktioner, med triste miner har modtaget bulletinerne fra København om endnu en sportslig ydmygelse af de store. 

Mon ikke Putin følte et iskoldt pust i nakken da han sent mandag aften sad inden for Kremls mure og på TV så Danmark vinde sikkert over et tamt russisk landshold.  I de efterhånden mange år hvor Putin og hans autokratiske og kleptokratiske regime har siddet tungt på magten i Rusland er det kun gået ned af bakke for den førhen verdensførende sportslige stormagt. Hele sportssystemet i Rusland synes i stigende grad at være ramt af en form for institutionel sklerose. Dette gælder ikke blot fodbolden, men stort set alle de gamle paradediscipliner som ishockey, håndbold, atletik, boksning, gymnastik og mange af de øvrige olympiske sportsgrene er kun gået en vej på ranglisterne og sejrsskamlerne og det er nedad. Selv om man fra regimets side ifølge WADA i årevis har forsøgt at symptombehandle ”patienten” ved hjælp af systematiske, statslige dopingprogrammer i store dele af sportssystemet, er det ikke lykkedes at sminke endsige ændre på realiteterne: Ruslands førhen så beundringsværdige sportskultur er gradvist ved at synke i grus. Det specielle ved internationale sportsresultatet – til forskel fra økonomiske, sociale og kulturelle parametre – er nemlig, at de er objektivt målelige og sammenlignelige og derfor ikke kan bortforklares med fake news og spin.

Så måske bliver det ikke regimets demokratiske underskud eller de ekstreme økonomiske og sociale uligheder der i sidste ende får mobiliseret Sofia og Ivan til at sige ”njet”, men derimod Ruslands mere og mere iøjnefaldende sportslige deroute på fodboldsstadioner og sportsarenaer rundt omkring i verden.

Share This