Ad

Rusland, Kina og Fjernøsten, nye partnere søges

Old Annino fabrik, Petushki Rajon Rusland Foto: Gregory A. Kharikoff

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Ruslands Fjernøsten, med en 4.000 lang grænse til Kina, skulle i princippet nyde godt af det nye strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland, konstaterer Ivan Zuenko i en analyse for ”Carnegie Endowment” (13.2.2020).

På papiret har regionen det, der skal til for at tiltrække kinesiske investeringer, geografisk nærhed, tidligere erfaringer med samarbejde og  økonomier der supplerer hinaden. I praksis har det ikke vist sig at være tilstrækkeligt. De officielle statistikker for omfanget af kinesiske investeringer er ikke pålidelige, fortsætter Zuenko. Ministeriet for Udvikling af Fjernøsten sætter tallene klart højere end Centralbanken. De officielle statistikker tager eksempelvis ikke højde for de uformelle forretningsaktiviteter, mindre virksomheders investeringer og offshore skemaer, som meget vel kan være kinesiske, men fremstår som russiske eller fx fra Bahamas. 

Kort sagt, reelt kender vi ikke omfanget af de kinesiske investeringer. Mange memoranda og erklæringer er blevet udsendt, også fra virksomheder, når det gælder omfanget af nyinvesteringer. At de så er blevet omsat i praksis, er langt fra sikkert. Mange russere tror, at embedsfolk og politikere er i gang med at sælge Fjernøsten til kineserne. Den slags følelser kan være en hindring for reelle investeringer til regionen, ganske som vi har oplevet det i Kazachstan. Eksempelvis er bygningen af et større vandværk i Irkutsk regionen aldrig gennemført.

Den kinesiske kapital der er blevet investeret er mest gået til de sydlige regioner, Primorsky Krai, Amur regionen og den jødiske autonome region og til bestemte brancher som udvinding af ressourcer, service og fisk og andre af havets frugter. De fleste involverer små og mellemstore virksomheder. Formelt er der ikke de store forhindringer for et større kinesisk engagement, men de fleste regioner i Fjernøsten er mere optaget af at skaffe sig selv subsidier fra Moskva end at få investeringer fra udlandet. At kineserne udebliver bekymrer dem ikke synderligt.

Afgørende for kineserne er arbejdsomkostninger, transportbetingelser, markedsadgang og forudsigelighed. Især det sidste kniber det med. Mest sandsynligt er, at kinesiske virksomheders aktiviteter i Fjernøsten vil falde i de kommende, lige nu har corona-krisen gjort det endnu sværere for kineserne. I en del tilfælde har store russiske virksomheder trængt mindre kinesiske virksomheder bort fra regionen.

Japan og Sydkorea vil gerne engagere sig økonomisk i russisk Fjernøsten, men det er forbudt i henhold til de amerikanske sanktioner mod Rusland. De økonomiske risici er simpelt hen for høje. De japanske og sydkoreanske investeringer støder dog ikke på samme modstand lokalt som de kinesiske, de har et godt rygte. Japanere og sydkoreanere har i princippet gode muligheder fx når det gælder investeringer inden for eksempelvis frugt og grønt produktion samt bygning af hoteller i Vladivostok og andre større byer.