Ad

Rusland forlænger embargo mod fødevarer fra EU

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Af Michael Skovgaard

Rusland: Rusland skal være selvforsynende, og derfor forlænger Vladimir Putin forbuddet mod import af fødevarer – det skriver det tyske nyhedsmedie „Focus“.

Embargoen, som blev indført i 2014, var et russisk modsvar på EU‘s sanktioner mod Rusland som led i Ukraine-konflikten. Forbuddet gjaldt mælkeprodukter, kød, grøntsager og frugt. Nu bliver embargoen forlænget frem til 31. december 2021. Det handler i første omgang om at beskytte landets interesser, hvilket fremgår af et dekret, som Putin offentliggjorde lørdag.

Siden 2014 har Rusland udnyttet tiden på at forbedre produktionen af mejeriprodukter især for at mindske afhængigheden af importerede produkter.

Ad særlige omveje og via smugleri kommer der dog flere fødevarer fra især Frankrig og Italien til Rusland. Det gælder især ost, hvoraf myndighederne har destrueret flere tons, som har været udbudt på markeder og i supermarkeder.

Forbrugere kritiserer, at fjernelse af udenlandsk konkurrence har ført til prisstigninger på hjemlige varer, som er af dårligere kvalitet i forhold til vestlige fødevarer.

Moskva ser dog embargoen som en succes, fordi det er lykkedes at øge Ruslands grad af selvforsyning. Desuden er eksporten af landbrugsprodukter styrket, og Rusland er nu verdens største eksportør af hvede. 

Tagged with