Ad

Rumænsk kirkegård, hvor det er hyggeligt at være død

Foto: Ota Tiefenböck

I den rumænske landsby Sapanta synes døden at ligne en fest. Det er ikke mærkeligt, at kirkegården har fået tilnavnet Den Glade Kirkegård.

Af Ota Tiefenböck

Rumænien: Det er formentlig de færreste der forbinder døden og en kirkegård med noget glædeligt, men det har man valgt i den rumænske landsby Sapanta. Landsbyen, som ligger i den rumænske provins Maramures, tæt ved den ukrainske grænse, har nemlig en kirkegård, som hedder Cimitirul Vesel. Det betyder Den Glade Kirkegård, og navnet er langtfra overdrevet: Man bliver faktisk glad, når man går rundt på kirkegården.

Den glade kirkegård Foto: Ota Tiefenböck

Den glade kirkegård Foto: Ota Tiefenböck

Kirkegården består nemlig af omkring 800 grave, som alle er forsynet med et flot, blåtmalet kors. Den afdøde er på korset afbilledet med en naiv tegning samt en lille fortælling, som karakteriserer personen mens han eller hun levede eller på en anden måde relaterer sig til personen.

Det samme gælder tegningen, som hovedsageligt forestiller den afdødes profession eller hobby eller for den sags skyld last. Her er slagtere, hjemmegående hustruer, landmænd eller traktorførere afbilledet i en let og afslappet stil, nærmest på grænsen til en karikatur.

De mange farver og tegningernes lette stil udvisker øjeblikkeligt den triste stemning, man normalt forbinder med en kirkegård. De giver ligeledes en følelse af at have et tilhørsforhold til de afdøde, en menneskelig indgang til de afdøde.

Kirkegårdens historie går helt tilbage til 1935, hvor landsbyens kunstner og poet Ion Stan Patras fik idéen om at forsyne de første grave med de smukke blåmalede kors. Der blev straks taget godt imod idéen i landsbyen, og Ion Stan Patras begyndte at forsyne alle grave med de blåmælede kors. Da han døde i 1977 var der ingen vej uden om, traditionen blev en del af landsbyen og skulle fortsætte. Arbejdet blev således overtaget af Dumitru Pop Tincu, som ligeledes overtog Ion Stan Patras hus, hvor korsene bliver produceret.

Det er familien til den afdøde, der bestemmer, hvordan en afdødes kors og tegninger skal se ud, og hvad de skal forestille. De fortæller historier om den afdøde, som bliver brugt som inspiration til det kors, graven bliver forsynet med. Et kors holder omkring 10 år, før det skal have en ny omgang maling igen.

Den Glade Kirkegård, som tilhører den rumænske ortodokse kirke, er mere eller mindre blevet Sapantas varemærke, som er blevet kendt over hele Rumænien.

Tagged with