Rumæniens ministerpræsident vinder formandskabet for sit parti, trods politisk kaos

Florin Cîțu Foto: Xavier Lejeune / European Comission

Rumænien: Rumæniens ministerpræsident Florin Citu har vundet formandsvalget i sit parti, Det Liberale Parti. Det skete på en partikongres indkaldt 25. september. Kampen om formandsposten har stået på i månedsvis og lammet lovgivningsarbejdet. Citu’s genvalg vil, siger politiske iagttagere, mindske chancerne for at genskabe samarbejdet i regeringen.

I begyndelsen af september trak junior regeringspartneren USR Plus sine ministre ud af regeringen efter en uenighed om en 11.8 mia. (euro) stor regional udviklingsfond, fremsatte derefter et mistillidsvotum mod Citu’s regering og erklærede, at partiet kun vil vende tilbage til regeringssamarbejdet, hvis Florin Citu trækker sig fra ministerpræsident posten. Det forekommer usandsynligt efter valget af Citu som formand.

Citu har haft opbakning fra præsident Klaus Iohannis. Han afløste forrige partileder og ministerpræsident Ludovic Orban. Det liberale parti har klaget til forfatningsdomstolen over den ”tekniske” fremgangsmåde i forbindelse med afstemningen om tillid eller mistillid til Citu. Et muligt alternativ er en mindretalsregering bestående af Det Liberale Parti og det etnisk ungarske parti (UDMR), der også har været med i Citu’s regering. Den vil kræve støtte fra socialdemokraterne, som uden tvivl vil kræve indrømmelser for at agere som støtteparti. En ny regering skal i givet fald præsenteres i oktober. søren.riishøj

Share This