Renzi og Putin mødes igen
Den russiske præsident Vladimir Putin mødtes med Italiens premierminister Matteo Renzi
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Rusalnd, Rusland/Italien: Få dage efter G7-landene her for nylig vedtog at forlænge sanktionerne over for Rusland, holdt Ruslands præsident Vladimir Putin og Italiens ministerpræsident Matteo Renzi endnu et møde, og som tidligere var sanktionerne højt på dagsordenen.Putin understregede, at sanktionerne skader det ellers omfattende økonomiske samarbejde, og det er bestemt heller ikke med velvilje, Italien er gået med til dem.
Det er især store infrastrukturprojekter, teknologisk samarbejde og leverancer til det russiske militær, der rammes.
Stemningen på mødet var ganske positiv, at dømme efter de russiske medier. Putin så frem til den italienske deltagelse i det Internationale Økonomiske Forum i St. Petersborg den 18.-20. juni, hvor der afholdes en særskilt session mellem russiske og italienske erhvervsfolk.
Han glædede sig ligeledes over invitationen til at deltage i EXPO-2015 i Italien og afholdelsen af ”Russia Day”.
Det svære spørgsmål om russisk accept af en EU-ledet militær intervention i Nordafrika for at begrænse strømmen af bådflygtninge har givetvis, som på det tidligere møde, været på dagsordenen, men resultatet af de drøftelser fremgår ikke af referaterne fra mødet.