Rekordhøj opbakning til Lov og Retfærdighedspartiet i Polen

Lov og Retfærdighedspartis formand Jaroslaw Kaczynski Foto: Silar

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den nyeste meningsmåling fra CBOS i Polen giver det regerende Lov og Retfærdighedspartiet rekordhøj opbakning hos de polske vælgere. 42 pct. af de adspurgte vil stemme på Kaczynski’s parti, hvis der var valg nu, en stigning på  3 pct. i forhold til sidste måling. 70 pct. af de adspurgte siger, at de vil stemme, hvis der var valg nu.

Borgerplatformen er på 2. pladsen med 21 pct., 5 pct. lavere end ved sidste måling. Det populistiske Kukiz-15 vil også komme i parlamentet med 9 pct., en stigning på 2 pct. Under spærregrænsen på 5 pct. finder vi det liberale parti “Moderne” (“Nowoczesna”), der for blot et halt år siden var et stort parti – dengang med over 10 pct. Siden er partiet styrtdykket i meningsmålingerne, især på grund af en række skandaler (“affærer”) i partiet.

Venstrefløjspartiet SLD står til 4 pct. og kan måske passere spærregrænsen 5 pct. ved et kommende valg. Bondepartiet PSL er nede på 3 pct., det socialdemokratiske “Razem” (“Sammen”) får også 3 pct. og “Frihed (“Wolnosc”) blot 1 pct. 13 pct. af de adspurgte ved ikke, hvad de vil stemme.

Meningsmålingen i Polen stemmer godt overens med den sidste meningsmåling i Ungarn, der giver Fidesz fremgang og flertal i parlamentet. Det vil også kunne ske i Polen, hvis stemmespildet bliver lige så højt, sådan som den sidste meningsmåling antyder.

Share This