Regeringstalsmands udtalelser skaber ballade i Ungarn

Det ungarske parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Det ungarske parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Søren Riishøj_2Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: På sit sidste ugentlige pressemøde blev talsmanden János Lázár spurgt om sin helt personlige mening om Brexit, Storbritanniens udmeldelse af EU. Han svarede, at han heller ikke ”helhjertet” ville kunne have stemt for fortsat EU-medlemskab.

Han udtrykte også skarpt kritik af EU’s politik generelt og fremhævede, at EU’s institutioner lige nu mere skader den europæiske sag end løser EU’s problemer.

Som andre Visegradlande mener Ungarn, at afstemningen i Storbritannien er et nederlag for EU, og at afstemningsresultatet derfor bør have haft personlige konsekvenser i EU’s ledere, eksempelvis Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, henholdsvis kommissionsformand og EU-præsident.

Det største ungarske oppositionsparti, Socialistpartiet, kalder Lázár’s udtalelser ”pinlige”, al den stund Ungarn modtager milliarder af euro fra EU’s kasser. Lázár’s udtalelser kan umuligt betragtes som blot ”private”. Demokratisk Koalition, et andet oppositionsparti, opfordrer den ungarske befolkning til at boykotte folkeafstemningen om EUs flygtningekvoter i oktober med den begrundelse, at den reelt er et første skridt mod ungarsk udmeldelse af EU.

Lázár selv afviser kategorisk, at regeringen har planer om en folkeafstemning a la den britiske. Regeringen har til gengæld nedsat en arbejdsgruppe for at vurdere virkningerne af Brexit for Ungarn, at fastholde de gode kontakter med Storbritannien og støtte den hurtigst mulige afslutning af forhandlingerne mellem Storbritannien og EU.

Share This