”Putinisme” efter Putin, fem elitegrupper afgør, hvad der sker

Vladimir Putin Foto- Kremlin.ru

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Gisningerne om, hvad der vil ske i Rusland i årene frem til 2024 fortsætter med uformindsket styrke. Vrangforestillinger og misforståelser trives godt, når russisk politik er til debat, konstaterer Tatiana Stanovya i en analyse for ”Carnegie Endowment” (11.2.20).

Én går ud på, at Putin bestemmer alt, at intet besluttes uden at han er med. En anden misforståelse er, de nærmeste venner af Putin, inderkredsen, bestemmer (”run the show”) i hans navn. En tredje misforståelse er, at den lodrette akse (”siloviki”) har fuld kontrol over tingene. Heller ikke det er sandt. En del af problemet er den voksende afstand mellem officielle administrative strukturer og uformelle forbindelser og netværk. For Putin har mere og mere trukket sig tilbage fra den daglige politik. Vigtigt, fortsætter Stanovya, er derfor frem til 2024 at holde øje med magtforholdet og balancen mellem de forskellige elitegrupper. 

Her kan med fordel skelnes mellem fem grupper: for det første Putins allernærmeste, hans indercirkel, for det andet Putins venner og fagfæller, et løsere netværk, ofte kollegaer fra hans KGB-tid og kollegaer fra hans tid i St. Petersburg. Den gruppe er ikke nært forbundet med regeringsmaskineriet.  For det tredje politiske teknokrater, en voksende elitegruppe, for det fjerde ”beskytterne” (”protectors”), også kaldet vogterne (”watchmen”). De står for stærkt konservative, konspiratoriske og anti-vestlig holdninger og ideologier og markedsfører dem ivrigt. Endelig har vi, for det femte, dem der i praksis skal sikre gennemførelsen vedtagne love og beslutninger (er kaldt ”implementers”). Flere herfra fik i forbindelse med regeringsomdannelsen her i januar måned tildelt vice-ministerposter. De skal gennemføre fx infrastruktur-programmer og ny socialpolitik.

En ny magtfordeling ser dagens lys. Systemet, ikke enkeltpersoner, vil være rettesnoren, et synspunkt som Ivan Krastev, leder af tænketanken ECFR, også har fremført. Putin ønsker ikke en enkelt person (”successor”) som sin efterfølger, snarere en ”efterfølger-generation” (”successor generation”), som får til opgave at sikre en stabil overgang. Her vil ”Putins børn”, de der har skabt deres karrierer under Putin, ikke få det så let.

Alle de nævnte elitegrupper ønsker stabilitet, men hver ud fra egne interesser og prioriteringer. I den proces vil vi opleve mindre sammenhold eller sagt med andre ord, vi vil opleve mere fragmentation på eliteplanet. Under voksende pres inde fra og ude fra vil gruppen konservative anti-vestlige”protectors” indtage en vigtigere plads, men de vil være i en hård magtkamp med teknokrater inden for elitegrupperne, ”implementers” og ”politiske teknokrater”.

Ingen varige koalitioner kan forventes, som meget rammende sagt af Jan Martin Dollbaum, forsker ved Bremen Universitet (Russland-analysen, 7.2.20) vi vil i bedste fald kunne opleve ”kontrolleret forvirring”, i værste fald kaotiske og voldelige tilstande.

Vladimir Putin vil frem til 2024 gøre hvad han kan for at undgå kaos, sikre balance mellem de forskellige elitegrupper, og frem for alt undgå en ”februar-revolution anno 2024”. Den ikke-parlamentariske opposition skal holdes i skak. Af samme årsag vil han formentlig, efter ”Kasakhstan-modellen”, gå efter at få en ”mentor-rolle”, måske som leder af Statsrådet, en ny variant af ”centralkomite”, eller, som Nazerbajev i Kasakhstan gjorde det sidste, som formand for det nationale sikkerhedsråd, et ”politbureau”.

Med Forenet Ruslands dalende opbakning i befolkningen vil Putin næppe engagere sig i partipolitik, heller ikke gentage rollen som ministerpræsident. Om den nyudnævnte ministerpræsident Michail Misjustin kan sikre Putin en stabil periode, vil vise sig. Valget af ham var overraskende, men som sagt af de fleste kommentatorer, logisk.

Misjustin var som leder af digitaliseringen af det russiske skattevæsen en af de få embedsmænd, der på tværs af politiske skel blev værdsat for sit arbejde. Selv om magten over ministerudnævnelserne formelt er hos præsidenten, mener de fleste, at Misjustin forlangte at være medbestemmende og fik kravet  herom opfyldt.

Share This