Protesterne i Rusland sat på pause, Mr.East fortæller hvorfor

Alexej Navalnyj Foto: Eugeny Feldman

Af Søren Riishøj, lektor for Statskundskab, SDU

Rusland: At dømme efter udtalelser fra folk tæt på Navalnyj vil gadeprotester i den kommende tid ikke være det centrale i kampen mod Putin og hans styre. Fortsætter vi på samme måde, får vi blot tusind flere arresterede, sagde Leonid Volkov, en af Navalnys nærmeste medarbejdere, den 4. februar. Det skriver Steve Gutterman i en analyse for ”Radio Free Europe” (5.2. 2021).

Han forudser til gengæld, at det i foråret og over sommeren vil komme til protester med det formål at svække Forenet Rusland og andre Kreml-støttede partier op til Duma valget den 19. september. Samtidig opfordres Vesten til at lægge ekstra pres på Putin.

Den ”blødere” linje er mødt med protester fra ”hard-line” oppositionelle, der betragter Volkov’s (og Navalnyj´s) udmelding som ”capitulation”.  Det bygger iflg. Navalnyj og kredsen omkring ham på en misforståelse. Joe Biden, USA’s nye præsident, har lagt op til en hårdere linje over for Moskva, men afviser dog ikke dialog, fx New Start forhandlingerne om begrænsning i de offensive strategiske atomvåben. Josep Borell, EU’s udenrigskommissær, udtalte under sit besøg i Moskva for nylig stor bekymring (”deep concern”) over arrestationen af Navalnyj. Men han roste samtidig i høje toner Ruslands Sputnik V anti-corona vaccine. Dialog er ikke opgivet, men spændingerne mellem Moskva og Bruxelles er vokset.

Årsagen til ”protest pausen” kan til dels skyldes den ret lave støtte som Navalnyj får i meningsmålingerne, også i de mere seriøse af slagsen. Navalnyj har altid haft modstandere, også inden for oppositionen til Kreml. Målinger er dog forbundet med en del usikkerhed.  Frem til 2011 og omkring annekteringen af Krim havde Putin meget stor opbakning i befolkningen. De kaotiske år under Jeltsin var i frisk erindring. Siden kom det til sociale protester rettet mod bl.a. forslaget om højere pensionsalder samt lokale protester, fx i Khabarovsk grundet afskedigelsen af guvernøren (Sergei Furgal). Senest er de sociale problemer vokset yderligere grundet COVID-19 pandemien. I formen kom protesterne til at minde en del om dem, vi så i efteråret 2020 i Hviderusland.

Umiddelbart kan Putins reaktion på Navalnyjs hjemkomst forekomme irrationel. Den har øget Navalnyjs position, at gøre ham til en helt for mange, og skærpet Vestens politik. Navalnyjs kone, Julia, er blevet en indflydelsesrig og selvstændig politiker og minder en del om den rolle, Svetlana Tikhanovskaya har fået i Hviderusland. I årene forud var det et godt stykke lykkedes for Kreml at ”inddæmme” Navalnyj. I mange år, siger Tatiana Stanovaya (”Carnegie Endowment” 20.1. 2021) har det været udbredt at betragte den russiske ledelse som en monolit. Det er en fejlopfattelse, for den russiske elite er alt andet end homogen. Også når det gælder om at begrænse Navalnyjs muligheder.

”Høgene”, den lodrette akse har slået til, i særdeleshed FSB, den føderale sikkerhedstjeneste. Her ønskes hævn mod manden (Navalnyj), derfor giftangrebet. Han ses som et instrument for udenlandske, dvs. vestlige magter og efterretningstjenester. Andre i den politiske elite havde helst set Navalnyj blive i Tyskland og ad den vej begrænse hans indflydelse i Rusland. Denne mere ”bløde” politik fik ikke tilstrækkelig støtte i den politiske ledelse, som herved blev mere afhængig af FSB og ”hardlinere” (den lodrette akse).

En tredje gruppe, forretningsverdenen, er nok så interessant, mener Tatiana Stanovaya. Inden for forretningsverdenen har bekymringerne for den russiske økonomi været stigende. Flere industri- og bankfolk har ønsket politiske reformer. Et eksempel er Sergej Chemezov fra statsvirksomheden Rostec, der har talt for bedre muligheder for oppositionen ved valg for at få den inddraget i systemet. Putin tror ikke på den udvej. Han har mistet tålmodigheden og rykket tættere på FSB og den lodrette akse.

Fængslingen af Navalnyj er en belastning for regimet. Det kan blive mere repressivt. Om det overlever på sigt er usikkert, ganske som i Hviderusland. Patriotisme og støtte til Putin kan ikke, som under den økonomiske opgang i 1990erne og omkring annekteringen af Krim i 2014, sikre opbakningen (”stabilotokrati”).  

Share This