Populisme og den nye tidsånd, et polsk indspark i debatten
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Vi er ophørt med at være et fællesskab og er vendt tilbage til de tider, hvor magt over andre er bestemmende. Det konstaterer den meget anerkendte polske sociolog, professor Miroslav Marody i et spændende interview til det polske ”Newsweek” (august, 2020).
Marody har kommenteret polske samfundsforhold lige siden omvæltningerne for nu over 30 år siden. De hastige forandringer globalt og nationalt og de nye sociale medier spiller en afgørende rolle for den politiske debat. Forandringer der før strakte sig over årtier, sker over få år og er derfor svære at absorbere.
Marodys konklusioner kan også bruges internationalt. Var Eurasiens og Kinas voksende styrke sket over årtier, kunne vi vel leve med det. At Kina/Asien allerede nu har overhalet Europa/USA er derimod uacceptabelt. At afskrive troen på Vestens overlegenhed, unipolariteten, globalt er uhyggelig svært for mange, ikke kun for Donald Trump.
”Normalitet”, stabilitet, standardisering og rutine adfærd er på retur. Den gamle ”naturlige orden” er alvorligt truet. Og demokratiet er i voksende grad blevet til ”masseprotest demokrati”. Selve spillereglerne for demokrati og dialog er truet. De politiske partier har mistet terræn. Identitetspolitik har fået ekstra stor betydning.
Nye diffuse ”ikke-politiske” bevægelsespartier har set dagens lys. Frygt og vrede og brutalisering af det politiske sprog er taget til. Der er kort sagt sket en ”McCarty’sering” af den politiske debat. Politiske modstandere betragtes som ”onde” mennesker og ”fjender”. Vi er vendt tilbage til de tider, hvor magt er den drivende kraft, men det sker i nye former. Skytset er rettet mod ”det fremmede” og sammensværgelsesteorierne har derfor fået ekstra godt fat, både hos ”folket” og hos eliterne.
De kan, set fra ”folket” være rettet mod de herskende eliter jøder, flygtninge, immigranter og seksuelle mindretal. De herskende eliter, det politiske ”mainstream” frygter i stigende grad ”folket” (”pøblen”), og internationalt er Rusland og især Kina i søgelyset. Selvkritik er en ”by i Rusland”. En ond cirkel er skabt. Had og krav om ”revanche” vokser på begge sider. Frustrationer skaber et ønske om at få ”afreageret” og udøve hævn. Følelserne, det emotionelle får overhånd.
De nye skillelinjer i samfundet, kaldt ”cleavages”, skaber yderst ringe vilkår for demokratisk dialog og fredelig konfliktløsning. Marody henviser i den forbindelse til forslag fra den polske opposition, taberne ved det polske præsidentvalg og ved sidste parlamentsvalg, om at boykotte de regioner, hvor den siddende præsident Andrzej Duda sejrede. Men, som nævnt, Marodys teser er bestemt ikke begrænset til Polen.