Pompeo på vej til Polen

Mike Pompeo Foto- Hudson Institute

Af Michael Hardenfelt

Polen: Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo kommer i morgen (15/8) til Warszawa. Her vil han overvære en parade for Slaget ved Warszawa og tale om militært samarbejde. Besøget er et led i en rundtur til de centraleuropæiske lande, der betegnes som ”gode venner af Amerika”. Der ligger nok heri, at Centraleuropa i øjeblikket er på væsentlig bedre fod med den amerikanske administration end de ”gamle” EU-lande. De er også symptomatisk at der drøftes militært samarbejde bilateralt – udenfor NATO-samarbejdet. Det drejer sig primært om stationeringen i Polen af en del af de amerikanske tropper, som i øjeblikket befinder sig i Tyskland.

Et andet emne bliver uden tvivl indførelsen af G5 netværket, hvor USA i øjeblikket står på hovedet for at undgå brugen af kinesisk teknologi i forbindelse med etableringen af dette superhurtige netværk. 

Paraden Pompeo skal overvære drejer sig som nævnt om Slaget ved Warszawa, det blev udkæmpet i august 1920 – altså for 100 år siden. Her blev den nyetablerede Røde Hær jaget dybt langt tilbage, mens man i selve Rusland havde nok at gøre med den eksisterende borgerkrig.

Følgevirkningerne af slaget blev, at den Røde Hær ikke nåede frem til Tyskland, hvor det var meningen at puste til den revolutionære stemning og dermed fremkalde en verdensrevolution. En anden følge var, at Polen snuppede et enormt område i Øst, som overvejende var befolket af alt andet end polakker. Det var på det tidspunkt den polske politik at skabe en sammenslutning af selvstyrende områder og stater under polsk ledelse. Det viste sig dog hurtigt, at ukrainere, hviderussere og litauerne ikke havde lyst til at være en del af et polsk-ledet fællesskab, så mellemkrigstidens politik blev derfor i højere grad en kamp om at gøre de andre etniske grupper i Polen til polakker. 

Slaget er i øvrigt filmatiseret i en polsk version, som kan købes med danske undertekster. https://www.gucca.dk/battle-of-warsaw-1920-bitwa-warszawska…

Share This