Polsk kul brænder ud, men produktion af kul ophører først helt i 2049

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polske minearbejdere har i årtier ihærdigt forsvaret deres interesser. I 1980 spillede de via Solidaritet en aktiv rolle i opgøret med det kommunistiske system. Og aktionerne fortsætter i dag og ikke uden resultat. Sidst i september måned sendte Polens ministerpræsident Mateusz Morawiecki således en delegation til Rude Slaska i det sydlige Polen for at få bragt endnu en aftale med minearbejderne på plads.

Forhandlingerne trak ud i flere dage. For at lægges maksimalt pres på regeringen barrikaderede minearbejdere sig under jorden. De polske myndigheder står over for en formidabel modstander, konstaterer Maria Wliczek i en analyse for ”Balkan Insight” (12.10.2020).

Minearbejdernes fagforeninger har 90.000 medlemmer, i sig selv ikke et imponerende tal, men de har altid været villige til at aktionere gennem strejker og protestdemonstrationer og påvirke den politiske dagsorden. Særlig aktiv under forhandlingerne i september var fagforeningen OPZZ. Der er mange forskellige mine-fagforeninger i Polen.

Organisationsprocenten er på næsten 100 pct., langt over gennemsnittet for alle arbejdere (kun 12 pct.). Lønningerne for minearbejderne er efter polske forhold høje, i det største selskab PGG 7.600 zloty(ca. 12.00 danske kr.) om måneden. Polen producerer ikke mindre 90 pct. af al den stenkul, der produceres i EU.

Kul dækker 74 pct. af landets samlede energiproduktion. Men sektoren er kommet under stærkt voksende pres. EU forhøjer støt afgiften på kul, der derfor bliver dyrere og dyrere. Det har betydet højere elpriser for både virksomheder og forbrugere. Lagre af usælgeligt kul, i juli i år 7.9 mio. tons, har hobet sig op. Mellem 2013 og 2018 skønnes at være brugt næsten 7 mia. euro til at redde minebranchen (”bailouts”).  Billigere kul er importeret fra andre lande, deriblandt Rusland.

Solceller og vind bliver brugt i stigende grad, men produktionen af vedvarende energi halter efter de vedtagne planer. Forhandlingerne mellem regeringen og minearbejderne endte med en aftale, der betyder at regeringen helt frem til 2049 skal sikre, at der ikke bliver tvungne afskedigelser. Den aftale kan blive svært at gennemføre i praksis. Først fra 2049 skal forbruget af kul helt ophøre. 

En del miner er allerede blevet lukket. Flere selskaber har hjulpet minearbejdere med at finde nye jobs, bl.a. oprette egne mindre virksomheder. Dertil kommer så den naturlige afgang pga. alder. Tidligere i år gik myndighederne med til at bevilge minearbejderne en 6 pct. lønforhøjelse, til trods for at selskaberne kæmper med store underskud på deres regnskaber.

De politiske partier i Polen og især landets nuværende regering har haft særlig svært ved at tage et opgør med minearbejderne. Under præsidentvalgkampen i år besøgte Andrzej Duda flittigt mineområderne og lovede ”gul og grønne skove”, og det gav resultat. I fx Ruda Slaska fik han 51 pct. af stemmerne i første runde. Mineområderne i Schlesien betragtes som ”swingstater”, der meget let afgør, hvem der får flertallet, når alle stemmerne er talt op, dersom der er et tæt løb i forbindelse med et valg. Og det er der tit i Polen.