Politisk teater har taget over i Polen og Rusland
Af Michael Hardenfelt
Polen/Rusland: Forholdet mellem Polen og Rusland er de sidste15 år langsomt blevet forværret. Det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til, men en væsentlig er, at dele af Polen nærer et uudslukkeligt had til Rusland, som en magt der i omkring 300 år har haft afgørende indflydelse på polske forhold.
Det har medført en accelerering af retorikken, og begge lande er gode til at pege fingre af hinanden. Det sidste tiltag fra den russiske præsident Putins side er at gøre Polen delvis ansvarlig for 2. Verdenskrig. Årsagen er i henhold til Putin den antisemitiske retorik i Polen før 2. Verdenskrig, som gjorde det logisk for tyskerne at placere nazistiske udryddelseslejre på polsk territorium. For nylig kaldte Putin den polske ambassadør i Berlin, Józef Lipski, i 1930’erne for et antisemitisk svin, fordi han havde erklæret, at hvis Hitler kunne løse problemerne med jøderne, ved at deportere dem til Afrika, ville polakkerne stille en statue op af Hitler i Warszawa.
Det er en udtalelse, som virker stærkt i bagklogskabens strålende klare lys, når vi ved, hvad Hitler senere påtog sig med jøderne, men inden 2. Verdenskrig var det ikke en voldsomt kontroversiel udtalelse. Polen har – fuldstændig forståeligt – reageret hårdt på Putins beskyldninger, og premierminister Morawiecki har reageret ved at udsende en skrivelse, hvor han – korrekt – oplister en lang række sovjetiske forbrydelser mod Polen i forbindelse med 2. Verdenskrig.
Nu har den polske regering imidlertid selv for et par år siden fortalt omverdenen, hvor den ømme ligtorn sidder, så det er nemt for Putin at skubbe lidt, og eftersom overdrivelse fremmer forståelsen, har Putin besluttet at putte lidt mere på vægten. Det har – fuldt ud rimeligt – fået både Polen og Europa-Parlamentet op på dupperne for at fordømme Putin.
Det Polen foretog sig for et par år siden, var imidlertid at vedtage en lov, som forbød alle mennesker i hele verden – også amerikanske journalister i amerikanske aviser – at hævde, at Polen eller det polske folk var medansvarlige for nazisternes forbrydelser, med mindre påstanden kunne bevises. Overtrædelse af loven kunne straffes med 3 år i spjældet. Loven blev et halvt år senere efter israelsk og særligt amerikansk pres (nedfrysning af kontakter på topplan) trukket tilbage, men efterlod hele verden med spørgsmålet, hvorfor den polske regering var så opsat på at lukke for en debat om fortiden?
Og når man så kradser lidt i historien, finder man ud af, at Polen i mellemkrigstiden var relativt antisemitisk – med undertrykkelse af jødisk kultur og undervisning, jødebænke på universiteterne og lokale angreb på jødiske handlende. Det blev værre efter 1935, dels på grund af landsfaderen Pilsudskis død, dels formodentligt inspireret af Nazityskland. Under 2. Verdenskrig hjalp mange etniske polakker med risiko for dødsstraf deres jødiske naboer mod tysk forfølgelse, men der var sandelig også mange, som så muligheden for at hævne sig. Påstanden om at antisemitiske polakker vendte om på en tallerken og nu ikke var modstander af jøderne – og sådan skal man fortolke regeringens historiefortælling – er absurd!
Det Putin siger er så selvfølgelig ikke historieforskning, det er politisk teater, nøjagtigt på samme måde som det ofte foregår i Warszawa. Men i virkeligheden har det ikke ret meget med historie at gøre – det drejer sig simpelt hen om en optrapning af det dårlige forhold mellem Polen (Vesten) og Rusland. Der synes i dag meget begrænset vilje til dialog, og begge parter sætter hårdt mod hårdt.